Registrering flytter blot problemet
Alka Superliga
Generelle

Registrering flytter blot problemet

LEDER: Der er flere problemer med awaykortet, men det kommer ikke til at betyde tomme tribuner, som Danske Fodbold Fanklubber frygter.

Bragt i Tipsbladets papirudgave 27. februar

Du skal opføre dig ordentligt og overholde loven.

Det er ikke så svært, og hvis du er en af de forsvindende få, der absolut skal slås eller opføre dig truende til fodbold, findes der kurser eller kontaktsportsgrene, der kan hjælpe dig til at kontrollere de aggressive impulser.

Jeg sympatiserer med, at klubber og det store flertal af fredelige, fodboldglade tilskuere er trætte af bøller, der bruger fodbold som påskud til at opføre sig som asociale idioter. Men efter min bedste overbevisning er det ikke overvågning og en ekstra optrapning af konflikten mellem klubber og hardcore fans, der skal løse et problem, som jeg i øvrigt ikke kan se er så stort, at det kræver registrering af alle tilskuere fra udeholdet.

Der er flere praktiske problemer med awaykortet, som Tipsbladet tager under behandling i den kommende tid.

Jeg har en mere principiel indvending. Divisionsforeningen argumenterer, at et stort flertal spurgte fans i en undersøgelse i 2013 var villige til mere registrering, mod at det blev mere sikkert at gå til fodbold. Argumentet om sikkerhed går igen i resten af vores samfund, ikke mindst i de seneste uger, hvor der har været bred politisk enighed om behovet for stramninger af lovgivningen og udvidet overvågning. Gud nåde den, der analyserer hele situationen og har mere end ”Tough on crime” som budskab.

Professionel fodbold betyder forsvindende lidt sammenlignet med det, der ellers er på spil i vores demokrati. Men det betyder ikke, at dansk fodbold skal træffe det nemme valg ligesom flertallet af de 179 folkevalgte og fremstå som strammer foran politikere og andre offentlige instanser, der gerne ser klubberne bidrage mere til eksempelvis politiindsatsen ved fodboldkampe.

Jeg tror ikke, awaykortet vil betyde det ragnarok af tomme tilskuerpladser og sure fans, som fanklubber mener. Men jeg kan ikke se, at registrering for at fange eventuelle fremtidige ballademagere bidrager til at lokke flere på stadion og skabe en mere positiv stemning omkring live-fodbold i Danmark. Vi skubber højst et problem et andet sted hen, så vi ikke selv skal løse det.