Kortegaard: Busk sikrede os point
Foto: Polfoto
1. division

Kortegaard: Busk sikrede os point

AC Horsens' Thomas Kortegaard roste klubbens målmand Jakob Busk efter 2-1 sejren over AGF torsdag aften.

AC Horsens slog AGF med 2-1 på en sen scoring, og dermed fik "De Gule" revance for nederlaget til AGF for knap en måned siden.

Det glædede AC Horsens' Thomas Kortegaard, der efter kampen roste klubbens målmand, Jakob Busk, for en glimrende præstation mellem stængerne for AC Horsens:

- Langt hen ad vejen lykkes meget af det, vi havde talt om inden kampen. Vi vidste jo godt, at det ikke ville blive en let opgave, for AGF har et godt hold, der gav os lidt udfordringer i 1. halvleg. Generelt må man bare sige, at alle kæmpede for hinanden, bakkede hinanden op og troede på hinanden, og så er vi gode, fortæller Thomas Kortegaard.

Med sejren er AC Horsen nu nummer tre i NordicBet Ligaen, og det glæder Thomas Kortegaard, der dog mener, at den afgørende figur for AC Horsens i kampen mod AGF var FCK-lejesvenden Jakob Busk, der stod en fin kamp for AC Horsens:

- Jeg er nødt til at rose manden med handskerne. Som hold er det en fantastisk fornemmelse at vide, at han står dernede, hvis vi laver fejl. Busk reddede point for os i dag. En sejr i Aarhus er mere værd end tre point, slår Kortegaard afslutningsvis fast.

Med nederlaget er AGF nu nummer fem i NordicBet Ligaen, og klubben har hele otte point op til Lyngby, der ligger på den nederste oprykningsplads.