SIF: Hellere nyt stadion end oprykning
Illustration
1. division

SIF: Hellere nyt stadion end oprykning

Silkeborg-direktør Kent Madsen vil hellere have, at det nye stadion bliver bygget færdigt, end at holdet rykker op i Superligaen i denne sæson.

Silkeborg IF har man to bolde i luften i øjeblikket. Den ene bold drejer sig om oprykning til Superligaen, mens den anden drejer sig om at få færdigbygget det stadion, som er tegnet og klart, men mangler de sidste millioner for at kunne blive en realitet.

I Silkeborg forsøger man at gribe begge bolde, men direktør Kent Madsen er ikke i tvivl om, hvilken han helst ser falde til jorden, hvis det skulle blive aktuelt.

- Jeg ser det sådan, at et nyt stadion er af afgørende betydning for, at vi kan lave en bæredygtig fodbold-forretning i Silkeborg. Det vil gøre det nemmere at skabe balance i fodboldforretningen, og derfor er et nyt stadion vigtigere end en oprykning, siger Kent Madsen til mja.dk og fortsætter:

- Det vil være rigtig ærgerligt, hvis vi ikke rykker op, men der er andre klubber end os, der har overlevet mere en et år i den næstbedste række. Og det kan vi også. Til gengæld vil det være meget alvorligt, hvis et nyt stadion mod vores forventning ikke blev til noget.

Silkeborg IF afholder i morgen generalforsamling for klubbens aktionærer.