Skadet Andreas Laudrup stopper karrieren
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
1. division

Skadet Andreas Laudrup stopper karrieren

På grund af en skade er Andreas Laudrup tvunget til at indstille karrieren.

Reaktiv artrit.

Det er en sjælden, men ganske alvorlig ledbetændelsessygdom, der tvinger Andreas Laudrup til at indstille karrieren i en alder af bare 24 år. Hans klub AGF oplyser således på sit website, at Laudrup har været nødt til at stopper karrieren.

- Jeg elsker at spille fodbold, og det har fyldt det meste af mit liv, siden jeg var en lille dreng. Derfor er beslutningen om at stoppe som 24-årig også meget svær at træffe. Men med det lange forløb, jeg efterhånden har været igennem med sygdom i mine led, er jeg helt afklaret med, at det er sådan, det må være, siger Andreas Laudrup.

Andreas Laudrup blev første gang ramt af sygdommen under sit lejeophold i franske St. Etienne, og han er aldrig rigtigt kommet oven. Meget tyder på, at det er en permanent betændelse, som Andreas Laudrup skal leve med resten af sit liv.

- Jeg kommer naturligvis til at savne livet som fodboldspiller og alle de dejlige mennesker, som jeg har nydt at tilbringe hver eneste dag med på træningsbanen og i omklædningsrummet i løbet af min karriere. Ikke mindst her i AGF det seneste års tid. Men jeg er afklaret, og jeg har heldigvis stadig en alder, hvor det ikke er for sent at kaste sig over andre udfordringer, som jeg ser frem til at prøve kræfter med nu, siger Andreas Laudrup.

Andreas Laudrup kom til AGF i sommer fra FC Nordsjælland. Han havde kontraktudløb i AGF til sommer.