Vejles Norouzi: Nu spidser det til
Illustration
1. division

Vejles Norouzi: Nu spidser det til

Vejle-spilleren Daniel Norouzi ved godt, at det er ved at være op over, hvis Vejle Boldklub skal overleve.

Den danske forsvarsspiller Daniel Norouzi skrev i sommer under på en toårig kontrakt med Vejle Boldklub. Backen kan dog stå uden arbejdsgiver i morgen, hvor Vejle Boldklubs skæbne afgøres. Klubben mangler 10 millioner inden midnat, ellers begærer Vejle Boldklubs ledelse klubben for konkurs.

Daniel Norouzi er tydeligt mærket af situationen, da tipsbladet.dk fanger ham. Backen ved godt, at det spiller på sidste vers.

- Her i Vejle regner det, og det er gråt lige nu. Det opsummerer vel situationen meget godt. Der er en trykket stemning, og det er lidt mærkeligt det hele. Det spidser til, og det er klart, det sætter mange tanker i gang. Vi prøver at gå og være professionelle, men situationen sidder som en hovedpine og trykker, siger Daniel Norouzi til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi havde alle håbet på det bedste (i forhold til udmeldingen tirsdag, red.), men det er ikke gået, som vi håbede på. Vi skal dog huske, at der stadig er lidt tid, og at der ikke er noget, der er afgjort endnu. Det kan stadig nå at ende positivt.

Vejle Boldklub har som sagt til midnat til at finde de 10 millioner, klubben mangler. De penge skal lande på bordet i Nørreskoven, ellers går klubben konkurs. Set udefra har Vejle Boldklub med afgående bestyrelsesformand Lars Skou i spidsen kørt en stram retorisk linje.

- Jeg ved godt, hvordan jeg ville have kørt tingene, hvis det var mig. Men det er den taktik, der er blevet brugt. Der er stadig en 12-13 timer til, men på et tidspunkt kan man ikke blive ved med at bluffe. Det siger jeg uden at vide med sikkerhed, hvilken forhandlingstaktik der er brugt, siger Daniel Norouzi.

Tirsdag eftermiddag spiller Vejle Boldklub i DBU Pokalen mod Vejgaard. Daniel Norouzi er ikke selv i truppen til opgøret, men han ved, at det bliver en svær kamp for medspillerne.

- Det har været mærkeligt hele den sidste uges tid. Også i forhold til træning, som jeg synes, er noget af det bedste at møde ind til. Vi skal selvfølgelig huske på, at vi er priviligerede ved at være professionelle fodboldspillere, men den sidste uges tid har ikke været det fedeste.