Nicolai Boilesen træner igen i Ajax
Illustration
Benelux

Nicolai Boilesen træner igen i Ajax

Uheldige Nicolai Boilesen, der har misset to kampe på grund en hjernerystelse pådraget i landskampen mod Portugal, er tilbage på træningsbanen i Ajax. Danskeren kan være i spil til weekendens kamp mod Go Ahead Eagles.

Nicolai Boilesen måtte efter omtrent en times spil af sidste uges landskamp mod Portugal i Parken lade sig udskifte med en hjernerystelse. Et hårdt spark fra anfører Daniel Agger sendte bolden lige i hovedet på Boilesen, og det har siden betydet en kort pause fra kamptjeneste i den hollandske klub Ajax.

Kampene mod Twente og Barcelona har således været uden danskerens indblanding, men nu er Boilesen tilbage på græs. Det skriver den hollandske avis Voetbal International. Danskeren var onsdag for første gang tilbage på træningsbanen og kan desuden være i spil til en rolle, når Ajax i weekenden møder Go Ahead Eagles i den hollandske Æresdivision.

Boilesen har spillet otte kampe fra start for Ajax i denne sæson.