Bayern med ydmygende tenniscifre
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Bayern med ydmygende tenniscifre

Bayern München gav Robert Lewandowski chancen ude mod Paderborn, og det skulle vise sig at blive en god idé i 0-6 sejren.

FC Bayern München buldrer videre i Bundesligaen. Lørdag eftermiddag stod Paderborn for tur, da holdet hjemme fik kærligheden at føle. 0-6 blev cifrene i en kamp, hvor Robert Lewandowski sprudlede. 

Paderborn startede optimistisk med et forsøg langt udefra, der dog ikke skabte problemer for Bayern-keeper Manuel Neuer. Efterfølgende overtog gæsterne affæren, men havde vanskeligt ved for alvor at blive farlige. 

Farlig blev Robert Lewandowski dog efter 23 minutters spil. Polakken havde fået chancen fra start, og tog flot en pasning fra Arjen Robben med i feltet, inden han resolut sendte bolden i nettet. Scenariet gentog sig et kvarter efter, da hjemmeholdet på ny kunne se til.

Franck Ribery fandt Robert Lewandowski, der atter viste stor ro og øgede Bayern-føringen til 0-2. Cifre der holdt frem til pausen. 

I anden halvleg fortsatte gæsterne med at dominere. Situationen blev værre for Paderborn med en halv time igen, da Florian Hartherz oversatsede i eget felt og begik straffespark. Fra 11 meter pletten afgjorde Arjen Robben begivenhederne med sin scoring til 0-3. 

Her stoppede Bundesligaens førerhold dog ikke. Juan Bernat kom tæt på med tyve minutter igen, og bare et minut efter kom en storspillende Arjen Robben på ny i oplæggerens rolle. I feltet fandt han en fri Franck Ribery, der sikkert gjorde det til 0-4. 

Ydmygelsen blev total med lidt under et kvarter igen. Mitchell Weiser modtog bolden fra kanten af feltet, hvor han lobbede bolden over Lukas Kruse i Paderborn-buret. Fem minutter før tid scorede Arjen Robben kampens sidste træffer med sin afslutning til 0-6, inden værterne fik fred.

I Gelsenkirchen fik Schalke oprejsning ikke efter holdets nederlag i Champions League, da man hjemme tabte sejren til Werder Bremen i sidste sekund. Max Meyer lignede en matchvinder med en halv time igen, men i overtiden slog Sebastian Prödl til og sikrede 1-1. I bunden tog Freiburg et tiltrængt point, da Hoffenheim kun fik 1-1 i lørdagens udekamp, hvor holdet tilmed kom bagud i første halvleg.