Bendtner-rival kan smutte for 75 millioner kroner
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Bendtner-rival kan smutte for 75 millioner kroner

Hollandske Bas Dost kan måske forlade den tyske klub Wolfsburg - og prisen er ikke voldsom.

Danske Nicklas Bendtner har ikke fået mange chancer i Wolfsburg denne sæson. Godt nok har han spillet og scoret i Europa League, hvor Wolfsburg dog røg ud til Napoli, men i Bundesligaen er det hollandske Bas Dost, der er det klare førstevalg.

Den hollandske angriber startede sådan set ikke med vildt mange mål i efteråret, men pludselig blev han varm, og ordsproget om, at der bare skal hul på bylden, før målene kommer, passede i den grad på Bas Dost henover vinteren. Fra den 20. december til og med den 1. marts spillede Dost ni kampe og scorede 14 gange. Siden har han så kun scoret én gang i 14 kampe - det var i weekenden, det mål faldt, da Wolfsburg spillede 2-2 hjemme mod Hannover 96.

Og da Wolfsburg har i sinde at hente en ny angriber til sommer, kan Bas Dost blive solgt. Den varme periode har da også vist, at han kan banke kasser ind, hvilket har fået flere engelske klubber til at melde sig interesserede. Prisen er heller ikke vanvittig.

Angiveligt skulle prisen på den 26-årige angriber være på 75 millioner kroner, og det kan meget vel få nogle klubber til at tage en chance på Dost. Men inden man begynder at juble over, at Nicklas Bendtner får chancen, skal det være ganske sikkert, at Wolfsburg henter angriber Max Kruse i Borussia Mönchengladbach.

- Klubben har allerede fortalt mig, at de henter en ny angriber til sommer. Lige nu nyder jeg, at vi har tre kampe - tre finaler - tilbage. Så skal jeg tale med dem og finde ud af, hvad der skal ske, og hvilke planer de har med mig, siger Bas Dost.

Wolfsburg er lige nu nummer to i Bundesligaen, men presses af Gladbach.