Højbjerg: Vi skal lave to mål på én chance
Foto: Kerstin Joensson/Polfoto
Bundesliga

Højbjerg: Vi skal lave to mål på én chance

Den danske midtbanespiller Pierre Emile Højbjerg vender lørdag tilbage til Bayern München med sin klub Augsburg. Han advarer om, at udeholdet skal være skarpe for at få point.

19-årige Pierre Emile Højbjerg er fast mand på Augsburgs midtbane, efter den danske landsholdsspiller i januar blev udlejet til den tyske Bundesliga-klub fra suveræne FC Bayern München. Lørdag vender Højbjerg så tilbage for at møde Bayern, og midtbanespilleren er godt klar over, at der venter en svær opgave.

Bayern München spiller onsdag Champions League-opgør mod FC Barcelona på udebane, så der kan være en del stamspillere, der sidder over i weekenden, fordi Bayern München allerede har sikret sig det tyske mesterskab, alligevel ved Højbjerg, at det kræver en voldsom skarphed fra Augsburg-truppen, hvis det skal blive til tre point ude mod det suveræne tyske hold.

- Vi kan nok ikke få mere end to chancer, og med de to chancer skal vi score to-tre mål. Med én målchance skal vi lave to mål, siger Pierre Emile Højbjerg til Kicker.

Danskeren peger altså på, at det kræve en uhyre skarphed for at slå Bayern München. Sidste sæson lykkedes det faktisk for Augsburg at vinde ude mod de tyske mestre. Her vandt Augsburg med 1-0.

- Augsburg har gjort det før, så hvorfor skulle det ikke kunne ske igen?, siger midtbanespilleren.

Pierre Emile Højbjerg er udlejet til Augsburg frem til sommer, men han kan måske ende med at få endnu en udlejning. Augsburg er i øjeblikket nummer seks i Bundesligaen og ligger til europæisk deltagelse. Der resterer tre kampe i den tyske Bundesliga.