AaB ærgrer sig over missede chancer i remis
Illustration
Champions League

AaB ærgrer sig over missede chancer i remis

AaB's Champions League-kvalifikationskamp kunne have endt meget anderledes. Men manglende skarphed betød, at nordjyderne måtte tage til takke med 1-1 mod Apoel.

Der var på forhånd lagt i kakkelovnen til et svært opgør for AaB, som onsdag aften spillede 1-1 mod Apoel Nicosia i det første af to Champions League-kvalifikationskampe.

Men det kunne have endt langt bedre for nordjyderne, som sad på spillet og havde flere gode, store chancer. Desværre manglede de skarpheden. 

Det var ellers en forsigtig start, der prægede kampens første minutter. Her var det AaB, som tog sig af boldbesiddelsen, og efter seks minutters spil, havde der stået AaB på 85 procent af spillet. 

Men det var samtidig et forsigtigt AaB-mandskab, som var gået på banen. De havde svært ved at komme frem ad banen, og de virkede også tilfredse med at komme stille og roligt ind i kampen og undgå dumme fejl, som det cypriotiske mandskab stod på lur for at straffe.

Første afslutning kom først efter 10 minutters spil, hvor en aktiv Patrick Kristensen på højrekanten leverede et godt indlæg, som dog blev headet væk. Wichmann samlede returen op og sendte en afslutning afsted, som strøg forbi målet. Få sekunder forinden havde dommeren dog fløjtet frispark, da han mente, Wichmann havde brugt armen til at tæmme bolden. 

Efter 14 minutters spil, meldte Apoel sig ind i kampen. Det skete efter AaB smed bolden væk få meter udenfor deres eget felt. Bolden blev snappet op af Vinicius, som efter et par korte træk trykkede af, men sendte bolden over mål. 

Bare et minut senere kom kampens første scoring. Helenius modtog bolden med ryggen mod målet fem meter uden for feltet. Han brugte sin fysik til at få vendt rundt og sendte en stikning afsted mod Patrick Kristensen på højrekanten, som lagde en flad bold tilbage i feltet, hvor Nicolaj Thomsen afsluttede første gang i det lange hjørne. 1-0. 

Efter scoringen fortsatte AaB med at sidde på spillet. Efter 20 minutter havde AaB haft bolden 70 procent af tiden, men der var længe imellem chancerne. 

Én af dem kom efter en halv times spil, da AaB satte gang i en omstilling. Nicolaj Thomsen erobrede bolden og afleverede den op til Anders K. Jacobsen, som sendte en flad afslutning afsted, der dog ikke var til besvær for Apoel-keeperen. 

Det var ikke meget som Apoel viste. De virkede tilfredse med at være bagud 1-0, og de fortsatte med at lade AaB flytte bolden rundt, mens cyprioterne ventede på deres chance for at slå til.

Én af de chancer fik de, da de satte gang i en omstilling. En høj stikning blev sendt afsted mod Morais, der skulle bruge nogle berøringer på at få bolden under kontrol. Det gav Kenneth Emil Petersen tid til at komme tilbage, og han fik kastet sig ind foran afslutningen i AaB-feltet og blokeret det til hjørnespark. 

Dermed kunne begge hold gå til pause og være godt tilfredse med 1-0-resultatet. 

I anden halvleg var det igen AaB, som tog sig af bolden. Apoel stillede sig dog længere frem på banen, og det gjorde det sværere for nordjyderne at finde plads på kanterne, som de ellers flittigt havde gjort brug af i første halvleg. 

Efter 54 minutter fik Apoel hul på bylden og sendte samtidig en spand koldt vand i hovedet på AaB-spillerne. Det skete da den fremadstormende Vinicius modtog bolden i feltet. AaB fik ikke afvist ham, og han kunne gøre det til 1-1 på cyprioternes første afslutning inden for rammen. 

Derefter gik gassen lidt af ballonen for AaB samt de nordjyske tilskuere. AaB havde svært ved at genfinde den gode boldomgang, de havde vist i første halvleg, og når de endelig kom frem mod Apoels felt, manglede de den sidste skarphed i både afleveringer og afslutninger. 

Den manglende skarphed kom til udtryk, da Helenius fik en god bold stukket i dybden på højre kanten. Han sendte en flad aflevering ind med en fremadstormende Anders K. Jacobsen, som ikke kunne nå det upræcise indlæg.  

Kort efter fik Nicolaj Thomsen en stor chance. Rasmus Würtz leverde en sand Laudrup-detalje, da han vippede bolden ind i feltet til Nicolaj Thomsen, som tog bolden ned med brystet. Men han formåede ikke at gøre det, som Ebbe Sand gjorde mod Nigeria. Nicolaj Thomsens afslutning savnede i den grad kvalitet, hvilket gjorde en redning let Apoel-målmanden. 

Dermed sluttede opgøret altså 1-1. Et resultat som må skuffe AaB'erne, der præsterede forbilledeligt i første halvleg, men som blev straffet for deres manglende skarphed.