Bayern München maltrakterede Roma med 7-1
Illustration
Champions League

Bayern München maltrakterede Roma med 7-1

Bayern München kørte Roma fuldstændig over på Stadio Olimpico med en sejr på hele 7-1.

Bayern München var umiddelbart på en svær opgave på Stadio Olimpico i Rom, men tyskerne viste klasseforskel og smadrede de stakkels romere med hele 7-1.

Allerede efter ni minutter gik det galt for hjemmeholdet, da Arjen Robben spillede bandespil med Philipp Lahm, og fra en spids vinkel kunne hollænderen på vanlig vis kringle bolden op i modsatte hjørne.

En skidt start for Roma, men det skulle vise sig at blive meget, meget værre.

Et kvarter senere blev det nemlig 2-0, da Thomas Müller lagde bolden fint af til Mario Götze, som sikker sparkede bolden fladt forbi De Sanctis i Roma-buret.

Bare minuttet efter blev det 3-0 til Bayern München, da Juan Bernat sendte et præcist indlæg ind i feltet, og her dukkede Robert Lewandowski op og headede bolden i nettet.

Et fyldt Stadio Olimpico var i chok, og det samme var Roma-spillerne på banen, og de kunne simpelthen ikke holde et sprudlende Bayern-hold fra fadet. Efter en halv time smed Lewandowski en stikning til Robben, der afsluttede forholdsvis svagt, men De Sanctis formåede ikke at afværge afslutningen.

Det nåede også at blive 5-0 inden pausen, da Manolas brugte hånden i feltet, og så kunne Thomas Müller eksekvere sikker fra pletten.

Så kunne Roma endelig gå den ydmygende vej i omklædningsrummet bagud 5-0 på eget græs.

Efter pausen tog Bayern det mere afslappet, og Roma kom bedre med i opgøret. Specielt Gervinho var nærgående, da han ramte stolpen og efterfølgende formåede at ramme Manuel Neuer helt tæt under mål.

Ivorianeren skulle dog få en smule revanche kort tid efter. Belgiske Nainggolan kom fri i venstre side og fandt Gervinho, der sikkert headede trøstemålet i kassen.

Men det blev udelukkende et trøstemål, for Bayern var slet ikke færdige med at ydmyge romerne. Arjen Robben sendte indskiftede Ribery i dybden, og franskmanden vippede flot bolden i mål.

En anden indskifter, Xherdan Shaqiri, lukkede og slukkede for en mærkværdig aften i Rom, da han var først over en ripost og sendte det sidste søm i Roma-kisten til vanvittige 7-1.