Video : Tipsbladet
Champions League

Laudrup: Det lærte vi af Real Madrid mod City

Real Madrid kommer ikke til at kunne gøre det samme igen i næste uge, mener Michael Laudrup.

Real Madrid og Manchester City inviterede tirsdag aften til fodboldfest, hvor det hele sluttede 3-3. Her var det en kamp, hvor det spanske mandskab havde bemærket noget særligt ved City-forsvaret.

Det fortæller Real Madrid-legenden Michael Laudrup efter kampen på Viaplay.

Her handlede det om fraværet af Kyle Walker i City-defensiven, som fik stor betydning.

- Det, som jeg synes, at vi lærte af den her kamp, det var, at Ancelotti havde jo set, at fordi Kyle Walker ikke var med, så skulle man angribe i Real Madrids venstreside, og det var der, hvor det hele næsten kom fra med Rodrygo og Vinicius, siger han og fortsætter:

- Det bliver nok lidt anderledes i returkampen, hvis Kyle Walker er med, fordi ham er der ikke nogen, der kan løbe fra. Men det må vi jo se til den tid i næste uge, lyder det fra Laudrup.

Det vil nu kræve en sejr i Manchester for Real Madrid, hvis de vil gå videre, men det er ikke helt umuligt, mener han.

- Det som man må sige om Real Madrid er, at man aldrig må afskrive dem i Champions League. Men det bliver spændende, fordi det er to virkelig gode hold. Og det med, at man snakker om, at det er de største favoritter til titlen her, det var ikke helt forkert, fortæller Laudrup.

I kampen var Kevin de Bruyne heller ikke med, da han døjede med noget sygdom. Det er dog en spiller, som Real Madrid nok også skal forholde sig til i returkampen, bemærker Michael Laudrup.