Malmø-profil: Vi kan slå alle
Illustration
Champions League

Malmø-profil: Vi kan slå alle

Malmøs svenske landsholdsspiller Emil Forsberg tror på en sejr i onsdagens svære udekamp mod Atletico Madrid.

Malmø havnede sensationelt i Champions League efter at have ekspederet Red bull Salzburg ud i kvalifikationen, og de svenske mestre er også startet flot i gruppespillet, hvor det blev til et smalt nederlag til Juventus og en flot sejr hjemme over Olympiakos.

De gode præstationer i det fornemme selskab har skabt optimisme i det sydsvenske, og selvom den kommende modstander er ingen ringere end de spanske mestre fra Atletico Madrid, så tror en af holdets store profiler, Emil Forsberg, at de undertippede svensker har gode muligheder på Vicente Calderon.

- Det bliver svært, men vi ved, at vi kan få et rigtig godt resultat med os hjem, hvis vi gør det, vi skal. Det (en sejr, red.) vil være det optimale, og selvfølgelig går vi efter det. Vi slog Salzburg hjemme, vi slog Olympiakos hjemme og vi spillede rigtig godt mod Juventus. Så der er anledning til at tro, at vi kan slå alle, siger Forsberg til svenske TT.

Malmø ligger inden onsdagens opgør nummer tre i den yderst tætte gruppe A, hvor alle hold har tre point efter to kampe.