Rasmus Würtz: En flad fornemmelse
Illustration
Champions League

Rasmus Würtz: En flad fornemmelse

Rasmus Würtz er skuffet over, at AaB ikke formåede at udnytte de chancer, de tilspillede sig i opgøret mod Apoel Nicosia, som endte 1-1.

Skuffelsen lyste ud af Rasmus Würtz efter AaB's uafgjorte resultat mod Apoel Nicosia. 

Og Rasmus Würtz lagde da heller ikke skjul på, at AaB skulle have haft mere med fra opgøret, hvor han mente at AaB formåede at skabe de chancer, som skulle til for at få et godt udgangspunkt forud for returopgøret, som skal spilles på Cypern. 

- Det er en flad fornemmelse. Vi skaber de chancer, som vi havde håbet og forventet, og de skaber stort set intet. Alligevel ender det 1-1, siger han til Tipsbladet.dk.

- Vi mangler lige den sidste skarphed i afslutningerne og den sidste præcision i afleveringerne. Det var en af de dage, hvor vi desværre skulle bruge mange chancer for at få bolden ind.

Nu skal AaB altså en tur til Apoels heksekeddel, og Rasmus Würtz er helt klar over at det bliver svært. Omvendt ser han også muligheder i opgøret, da han ikke forventer et lige så defensivt cyprotisk mandskab, som det AaB stod overfor på Nordjyske Arena onsdag aften. 

- Vi skal ramme dagen. Det bliver svært dernede, hvor det bliver en anden ramme, men nok også en kamp, hvor vi må forvente, at de kommer lidt længere frem. Det skal vi prøve at udnytte. Vi skal stadig tro på, at vi kan komme i Champions League, siger Rasmus Würtz.