Rudi Garcia: Roma kan kun overraske mod City
Illustration
Champions League

Rudi Garcia: Roma kan kun overraske mod City

AS Romas træner, Rudi Garcia, mener at Roma kan gå ud til kampen mod Manchester City tirsdag aften og spille uden pres.

AS Romas træner, Rudi Garcia, mener at hans mandskab kan spille uden pres i aftenens kamp mod Manchester City, som skal spilles på Etihad Stadium. 

AS Roma sikrede sig nemlig en sikker 5-1-sejr over CSKA Moskva i den første runde i Champions League, og derfor mener Roma-træneren, at AS Roma kun kan overraske positivt i tirsdagens opgør mod de engelske mestre. 

- Vi har allerede tre point. Vi lagde godt ud i Champions League, og nu har vi muligheden for at spille uden pres, lød det fra Rudi Garcia til pressemødet forud for kampen mod Manchester City i Champions League. 

Rudi Garcia håber dog på, at AS Roma kan bevise, at de er et stærkere hold, end mange går og tror. 

- Efter lodtrækningen så alle denne kamp som et sikkert nederlag til os, så vi kan kun overraske. Men om vi er den tredjestørste favorit til at gå videre, det ved jeg ikke. Man skal huske på, at under lodtrækningen var vi at finde i det fjerde lag og ikke i det tredje.

- Det betyder, at vi er outsidere, når vi møder de tyske og engelske mestre. Men den rolle kan fylde os med stolthed, hvis vi kan bevise, at vi burde være blevet vurderet som et stærkere hold, lyder det fra Rudi Garcia.