Video : Tipsbladet
EM

UEFA frigiver 100.000 billetter til EM

Torsdag er det en god idé at sidde klar, hvis man vil på stadion til EM.

EM er ved at være lige om hjørnet, og hvis man endnu ikke har fået anskaffet sig billetter til slutrunden, så er der en en ny mulighed torsdag klokken 11.

Det melder UEFA på EM's officielle hjemmeside.

Her bliver der peget på, at der vil være 100.000 billetter, som er blevet frigivet i løbet af marts og april, og de bliver altså stillet til rådighed på deres billetside

Det tilføjes også, at man kan se frem til et betydeligt antal billetter til nedsatte priser.

Det vil være med et først-til-mølle-princip, og salget vil vare lige indtil alle de omtalte billetter er blevet solgt, og der bliver bemærket fra UEFA's side, at dette sandsynligvis vil være sidste chance for at få fat i billetter.

Men hvis der skulle være ekstra billetter på kampdagen, så vil et blive fortalt på slutrundens hjemmeside.

Det bliver desværre ikke oplyst, hvorvidt der er tale om nogen af de tre danske gruppekampe ved slutrunden, hvor England, Serbien og Slovenien er modstanderne.

Reglerne for at købe billetter er, at man skal være fyldt 18 år. Samtidig vil billetter, der er købt af eller på vegne af personer, der er blevet forbudt adgang til kampe af et nationalt forbund eller en anden myndighed, blive afvist. Det samme gælder for personer, der er kendt for at have truet sikkerheden ved kampe i fortiden, lyder det.