FCK overvejer at trække landsholdsspillere i løn
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Generelle

FCK overvejer at trække landsholdsspillere i løn

FCK-direktør Anders Hørsholt åbner op for, at de danske landsholdsspillere ikke skal have fuld løn fra klubberne, når de er afsted med landsholdet.

Forhandlingerne mellem DBU og de danske fodboldlandsholdsspillere er gået i hårdknude. Blandt andet er det den samlede lønnedgang på 17 procent i DBU's forslag, der ikke kan accepteres af spillerne.

Men måske kan nogle af spillerne fremover også møde krav om lønnedgang fra deres klubber.

I FCK overvejer direktør Anders Hørsholt nemlig, om klubben bør kunne trække spillerne i løn, mens de er på landsholdet. I den periode får spillerne nemlig fuld løn fra klubberne ud over pengene fra fodboldforbundet.

- Når DBU også betaler spillerne et honorar for deres frivillige opgave for nationen, så oppebærer den enkelte spiller jo reelt dobbelt løn i perioden. Og det kan vel diskuteres, om det er rimeligt, at honoraret skal modregnes i klublønnen eller det modsatte. Det kan være, at vi skal overveje, om det er en rimelig løsning med dobbelt løn, siger Anders Hørsholt til magasinet Mellem Linjerne på TV2 Sport.

Landsholdsspillernes forhandlinger med DBU forventes at fortsætte i næste uge.