Video : Tipsbladet
Generelle

Sonne blev forvekslet: 'Kig på Instagram-følgere'

Silkeborgs matchvinder er helt klart den mest kendte spiller i truppen, men alligevel blev han forvekslet med en anden af en journalist.

PARKEN (Tipsbladet) Oliver Sonne blev matchvinder i pokalfinalen mellem Silkeborg og AGF, og der var derfor rift om manden i skysovs, da kampen var fløjtet af, og spillerne kom hen til journalisterne for at give interview. 

Landsholdsspilleren fra Peru stillede beredvilligt op og ventede høfligt på at tale med de enkelte medier, og han var i så godt humør, at han sågar lod det passere, da en tv-journalist kaldte ham for Nicolai Sonne. 

Men det var ikke, fordi han ikke bemærkede den ærgerlige fejl. 

- Ja, det var godt nok vanvittigt. Jeg prøvede bare at lade være med at reagere på det, han var lidt forvirret ham der. Han kan lige hoppe ind på Instagram og kigge på følgerne, så kan det være, at han kan lære det, siger Oliver Sonne, som nemlig er det mest kendte ansigt i Silkeborg-truppen. 

Allerede som 16-årig var han godt i gang med en modelkarriere ligesom sin moster, der er supermodellen Helena Christensen, og så er han altså en feteret landsholdspiller fra Peru med over en halv million følgere på omtalte Instagram. 

På banen kulminerede det hele denne torsdag i en udsolgt Parken. 

- Et eller andet sted går det hele op i en højere enhed i de her dage. Jeg havde tanker og drømme om denne kamp, men at jeg skulle gå ind og score i kampen, det er, som om det hele går op i en højere enhed, og det er jeg virkelig stolt af, forklarer han og tilføjer om den fejring, som nu skal foregå.  

- Vi skal drikke som et hul i jorden, vi skal ikke lave en skid, vi skal fejre det med vores kærester, og så skal vi drenge ud på en rigtig mandetur, hvor vi kan drikke hjernen ud og virkelig hygge os. Det har vi brug for. Ja, jeg skal hedde Nicolai hele aftenen, lyder det med et grin fra målscoreren, som stod i bar overkrop.   

- Jeg har mistet min trøje, ja, der var en eller anden lille dreng, der flåede den af mig. 

En trøje, der kan blive en af de sidste i Silkeborg-karrieren, for der er ingen tvivl om, at større klubber har fået øjnene op for den offensive højreback, men om det nu bliver til et skifte denne sommer, afhænger af mange ting. 

- Det er tidligt at sige. Det er en fed mulighed for klubben, men om det får mig til at blive, det kommer an på, hvad der kommer ind af bud, siger han, hvorefter han kunne gå tilbage til  fans og familiemedlemmer, der ligesom de andre holdkammerater havde mange gæster med i Parken.  

- Jeg var også oppe i 20-30'erne. Der er en enorm støtte fra mit bagland, som har givet mig så meget støtte gennem hele sæsonen, og som ville være der for mig igen i dag, sluttede Sonne. Oliver Sonne.