Juleguf: Da Angora-drengen festede med Schmeichel

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

21. DECEMBER: ESBEN PRETZMANN
(Entertainer, sjov mand - kendt fra populære tv-programmer som eks Drengene fra Angora. Artiklen er første gang bragt i 21. september 2009)

Han er rockeren Per med hang til en "pivert" og frygt for regulære svinestreger. Han er hyggepianisten Henrik Solgård med masser af selvtillid og intet talent. Han er Oksen fra Hammel på Team Easy On. Han er den akavede Jan Krabbe med de u-uhyggelige gyserhistorie og passionen for Asaa Boldklub og så er han også et morsomt indslag i "Live fra Bremen."

Men i virkeligheden er Esben Pretzmann helt nede på jorden og meget langt fra de fantastiske personer, han har givet den danske folkesjæl. Tværtimod er han en stille fyr, der er vokset op ude på landet mellem Hjallerup og Dronninglund i Nordjylland.

Her gik han sine egne veje uden at være en del af det store fællesskab, der, som det gjorde dengang i provinsen, tog sit udgangspunkt i den lokale fodboldklub. For han var ikke særlig god til fodbold. Han prøvede selvfølgelig ved flere lejligheder, men det kunne ikke rigtig holde ham fanget.

Men så opdagede han Tipslørdag i slutningen af firserne.

"Mit første fodboldminde var fra EM i 1984, hvor jeg var seks år gammel og sad sammen med mine store fætre og så kampene på et sort og hvidt tv. Jeg forstod selvfølgelig ikke noget, men jeg syntes det var sjovt at heppe, så det gjorde jeg hver gang, Danmark havde bolden. Og et eller andet sted kunne jeg selvfølgelig mærke stemningen, den nye landsholdsbølge og alt det sociale det gav, også i 1986."

"Men det var først et par år senere, at jeg begyndte at se Tipslørdag. Det var egentlig ikke på grund af fodbolden, men jeg kunne godt lide det der med at cykle ned til Tipskiosken i Dronninglund og aflevere mit system og så bare håbe på gevinst hele lørdagen. Jeg var ikke mere end 10 år, så jeg havde ikke råd til andet end R 4-4-16 tror jeg det var, men jeg elskede at sidde der med computerudskriften foran mig og så følge med, når fjernsynet sagde Dong. Så løb jeg alle rækkerne igennem for at se, hvordan jeg stod. Jeg havde vist en 12'er engang, men så gik det selvfølgelig galt til sidst. Jeg vandt aldrig noget. Jeg havde en 10'er, men det var en uge, hvor det ikke gav noget," siger Esben Pretzmann med et skævt smil.

Så var kimen lagt, selv om han stadig gik meget alene med sin interesse og sine tipskuponer, for familien var ikke til fodbold, selv om de da kiggede med, da Danmark blev Europamester i 1992.

"Ja, jeg fejrede EM ude på Torup Hedevej med mine forældre og min søster. Jeg havde malet Dannebrog i ansigtet til ære for mig selv, og det var en sindsygt spændende aften, selv om der selvfølgelig var grænser for, hvor meget man kunne feste igennem ude på landet. Men jeg sad klinet til tv både på aftenen og dagen efter. Det var sejt at være dansker den aften, og man kunne mærke, hvordan landet fik selvtillid. Og spillerne var jo helte," lyder det, før spørgsmålene får den sindige nordjyde ud i en anekdote fra det pulserende natteliv i København.

For har han nogensinde mødt nogen af heltene, nu hvor han selv er blevet et kendt ansigt?

"Jeg har snakket lidt med Peter Schmeichel engang. Jeg sad på en café med Rune Tolsgaard (en anden af de tre Angora-drenge med Simon Kvamm som den sidste del af tre-enigheden), da Niclas Jensen kom forbi. Ham kender vi i forbindelse med Team Easy On, hvor han ringede og fik en DVD sendt ned til EM-lejren i Portugal, så han spurgte, om vi ikke ville med ind på Vega, hvor Karsten Aabrink holdt en fest. Det ville vi da gerne, hvis det var okay. Det var det, så det gjorde vi, og det var ret sjovt."

"Da vi kom ind, stod Claus Jensen med band oppe på scenen og pludselig var vi til fest med alle fodboldspillerne. Der var sådan en sjov stemning af skole-halbal, for der var ingen, der rigtig gik til den. Rune og mig var de eneste, der stod oppe i baren og røg smøger og drak gin og tonics, men de skulle nok også op og spille kamp. Men så kom jeg altså i snak med Peter Schmeichel."

"Han var kæmpestor, så man kunne godt forstå, hvorfor han havde været så god. For det var han. Han var vores sidste skanse og han indgav altid en tryghed. Uanset hvor bekymret man var hjemme foran fjernsynet, så havde vi jo Schmeichel på mål. Han er en legende, og det var lidt sjovt at snakke med ham, selv om det kun var small talk," siger Pretzmann så langt væk fra name-dropping, som man kan komme.

Men landsholdet er noget af det, der fylder i fodboldbevidstheden, og det samme er AaB. Det var landsdelens klub, så det var dem, man holdt med, men båndet blev først for alvor stærkt, da Pretzmann flyttede fra Nordjylland for 12 år siden.

"Jeg holder med dem på afstand. Jeg har vel været på Aalborg Stadion 10-15 gange, men de taber altid, når jeg er der, så det er måske meget heldigt, at jeg er flyttet. I den seneste tid har jeg tit måtte nøjes med at følge deres kampe på netradio, for jeg bor i Berlin nu, men når jeg er i København, prøver jeg altid at få dem at se, hvis de kommer til byen. For man har jo brug for et tilhørsforhold, og et fodboldhold er et godt symbol på det, man kommer fra. Det er meget konkret."

"Det er sjovt, hvordan de hardcore fans ligesom siger "vi er bonderøve og vi er stolte af det." Det er meget nordjysk, og det er ret sejt. Det ligger også i klubbens kultur. Den har en god kontakt med sine traditioner, og der har altid været gamle AaB'ere i truppen, i hvert fald indtil det sidste transfervindue. Så det er en lidt gammeldags klub, der alligevel har vundet tre mesterskaber på 14 år. Det er lykkedes med en traditionel indstilling, og det er flot."

"Jeg kan også rigtig godt lide Lynge (sportschef Jakobsen). Han er sjov og farverig på en meget AaB-agtig måde. Han er alt det, FCK ikke er, og jeg er imponeret over, hvad han har fået ud af det, når man tænker på, hvor store problemer bestyrelsen har haft med at styre budgetterne. Han får altid sat et godt hold sammen på en eller anden måde," siger eksil-nordjyden, der altså nu bor i Berlin med kæreste og barn.

Og så ville det vel være oplagt at bruge fodbolden til at falde endnu mere til i millionbyen, være Hertha-fan sammen med alle de andre.

"Jamen, det ville jeg også gerne, men jeg kan mærke, at det ikke interesserer mig nok. Man er jo ikke selv herre over, hvem man holder med. Jeg har set Hertha et par gange, mod Brøndby hvor de spillede på et mindre stadion, og så har jeg også været ude på Olympia, hvor de tabte 3-1 til Werder Bremen på et halvtomt stadion," lyder det fra Esben Pretzmann, der nu også foretrækker at se sin fodbold i fjernsynet, gerne sammen med gode kammerater.

"Man har et bedre overblik, for det er sjældent, man får en god plads på stadion. Jeg er heller ikke typen, der står i et råbekor, men foran tv kan man godt komme op at ringe. Og så er fodbold jo aldrig udtømt som emne. Man kan blive ved at snakke om det, for der sker hele tiden noget nyt, og så er der også tit noget komisk i de der store managere, og den måde de kører det på for at fjerne presset fra deres spillere. Mourinho dengang han var i Chelsea, Ferguson i United, Wenger i Arsenal."

"Nogle gange bliver det også lidt sjovt, fordi det bliver så seriøst og folk hidser sig op på tv efter kampen. Det er selvfølgelig en kæmpe-industri, og der er mange følelser, men der er også en meningsløshed over fodbold. Det er jo bare underholdning."

"For mig er en god kamp som en god film, og så er der de der sindssyge kampe som Liverpool - AC Milan og Danmark - Sverige. Så bliver det jo meget socialt og man kører hinanden op. Specielt med landskampene, for de er så vigtige. AaB kan jo altid vinde i næste uge," siger Esben Pretzmann og tænker lettere bekymret frem mod VM.

For det første er der det rent spillemæssigt, for nok er stammen med Agger, Poulsen og Bendtner god, men de gamle er ude af form og spillet er ikke i top. Men selvfølgelig er der også forventninger. Det bliver sommer, og der er slutrunde.

"Det kan man bruge meget tid på, læse aviserne, lade op, se kampene. Det glæder jeg mig til, også selv om jeg nok kommer til at følge de danske kampe fra Berlin. Men jeg skal være sikker på, at jeg kan se dem. Jeg har allerede misset et par kvalifikationskampe, og det holder ikke. Så måske må jeg tage hjem," lyder det, mens Esben Pretzmann ubevidst trækker en fodboldtråd fra Nigeria - Danmark på storskærm i et telt på Roskilde Festivalen i 1998 over EM på Torup Hedevej og til den første oplevelse med fætrene foran et sort-hvidt fjernsyn.

Så kunne fodboldsnakken egentlig godt slutte her, men der er alligevel et enkelt emne, der må vendes: Angora-personen Jan Krabbe og hans passionerede fodhold til Asaa Boldklub i en episode, der sluttede med slagsmål i studiet og har fået kultstatus her på redaktionen. Forbindelsen til Asaa er klar, for det ligger stik øst for Dronninglund, men derfra og så til landsdækkende tv?

"Vi ville gerne lave et program om fodbold, og så var det, at jeg for mit indre øre pludselig kunne høre en sang fra min barndom: "Asaa er i 3. division, 3. division, 3. division," og ja selvfølgelig. Jan Krabbe skulle da holde med Asaa. Han kommer godt nok fra Skalborg (en forstad til Aalborg), men det havde været for nemt, hvis han bare holdt med AaB. Han er jo uransagelig. Så jeg ringede til Asaa Boldklub for at høre nærmere. De syntes nok, det var mærkeligt, hvorfor den her lille by ved verdens ende ude ved vandet nu skulle på tv, men de sendte mig et par t-shirts og nogle hatte, og så tog vi den derfra. Jeg hørte ikke noget fra dem siden hen, men det ligger heller ikke til det nordjyske. Men mon ikke de synes, det var meget sjovt," siger Esben Pretzmann og ligner en mand, der godt forstår den tankegang.

FAVORITHOLDET
Bruce Grobbelaar - Carles Puyol, Søren Thorst, Paolo Maldini, Roberto Carlos - Lionel Messi, Socrates, Michael Laudrup, Andreas Johansson - Matthew Le Tissier, Frank Strandli

- Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville have en AaB'er i hver kæde, så derfor er der plads til Mr. AaB, Søren Thorst, den elegante Andreas Johansson man vel nærmest kan kalde en discount-Laudrup og Frank Strandli, som jeg synes var en sjov type. Lidt overvægtig men en stor personlighed, der var umulig at lægge ned.
- Så er der de oplagte som Maldini, Messi og Laudrup, mens brasilianske Socrates mest er med, fordi jeg synes, han har et fedt navn.

- Og så er der selvfølgelig Matthew Le Tissier. Jeg har altid godt kunne lide Southampton og Le Tissier var fantastisk. En af mine kammerater havde et videobånd med alle hans mål, og det var jo imponerende at se. Han var doven som en hund, men kunne stadig score mod Manchester United, når det passede ham. Han kunne have været verdens bedste, hvis han gad.