Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl hader det: Det vil jeg ikke tale om

Han er dog klar over, hvordan han gerne vil have svenskerne til at spille på landsholdet.

Den danske landsholdslegende Jon Dahl Tomasson er ny svensk landstræner, og hvis man vil blive klogere på, hvordan Sverige kommer til at spille, så må man nok vente til, de er kommet på banen.

Særligt når det kommer til formationer. I et interview med Fotbollskanalen slår Tomasson fast, at han ikke er vild med at komme ind på det.

- Jeg hader at tale om formationer. Jeg hader det, fortæller Tomasson med en grimasse og fortsætter:

- Jeg taler ikke om formationer. Hvorfor? Fodbold er en flydende sport, hvor du hele tiden har forskellige positioner. Nogle gange ser det ud som en firemandslinje, nogle gange som en tremandslinje, nogle gange som en tomandslinje. Det er moderne fodbold, er det ikke, lyder det fra danskeren.

Dog peger Jon Dahl Tomasson på, at han gerne vil implementere en international spillestil med fart, og derfor er det vigtigt, at spillerne ikke bremser spillet.

- Vi skal spille med en eller to berøringer fremad for at skabe chancer. Målet er centralt, så lad være med at spille rundt som en håndboldkamp. Det er ikke fodbold. Vi skal ikke være bange for at spille vertikale pasninger, selvom det selvfølgelig kan være vanskelige pasninger, bemærker Tomasson.

Første opgave for Sverige med Tomasson ved roret er i en testkamp mod Portugal, hvorefter de skal møde Albanien. Kort før EM - hvor Sverige ikke er kvalificeret - skal de møde Danmark i endnu en test.

Senest var Jon Dahl Tomasson cheftræner i Blackburn, ligesom han også har været det i svenske Malmö FF.