Lucas Andersen: EM er et stort mål for mig
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Lucas Andersen: EM er et stort mål for mig

Ajax-spilleren håber og tror på, at han kommer med til U/21 EM i Tjekkiet senere på sommeren. Et stort mål, fortæller han.

Ajax-profilen Lucas Andersen var med i tirsdagens sejr på 1-0 over USA i Jess Thorups sidste reelle test, inden han skal udtage den trup, der i juni skal forsøge at spille Danmark mod sejren ved U/21 EM i Tjekkiet.

Lucas Andersen må vurderes som tæt på sikker i Jess Thorups landsholdstrup, men den tidligere AaB-spiller ved godt, at han skal blive ved med at præstere, fordi konkurrencen er stor for at få en plads i den endelige trup.

- EM er et stort mål for mig. Det er den eneste slutrunde, der foregår til sommer. Det er min mulighed for at vise mig frem for alle de europæiske storklubber. De følger helt sikkert med, når alle talenterne er samlet, siger Ajax-danskeren til Ekstra Bladet.

Offensivspilleren er vant til at spille i den hollandske Æresdivision, ligesom han i denne sæson har spillet både Champions League og Europa League med Ajax. Han peger dog på, at der er noget særligt over en slutrunde som U/21 EM.

- Selvfølgelig kan jeg også vise mig frem i Ajax og i Champions League, men det er noget ganske særligt at gøre det for sit land ved en slutrunde, siger han videre.

20-årige Lucas Andersen står noteret for en enkelt landskamp. En landskamp, hvor han dog måtte udgå med nogle løse tænder efter en hårdhændet behandling.