Arsenal forlænger med Giroud
Illustration
Premier League

Arsenal forlænger med Giroud

Arsene Wenger bekræfter, at man er nået til enighed med Olivier Giroud om en forlængelse af kontrakten.

Olivier Giroud havde en svær start i Arsenal efter skiftet fra Montpellier, men franskmanden har stille og roligt spillet sig op, og nu har The Gunners valgt at forlænge kontrakten med angriberen, der i øjeblikket døjer med en skade og ikke har været i aktion for klubben siden 23. august.

Arsene Wenger afslører forud for morgendagens Champions League-kamp mod Galatasaray, at man er nået til enighed med Olivier Giroud om en forlængelse af kontrakten.

- Det er på plads. Vi melder det officielt ud, når de sidste detaljer er på plads. Jeg vil have stabilitet, og vi ønsker at holde sammen på stammen af holdet – det har jeg en stor tro på. Jeg mener, at Giroud er en vigtig spiller her i klubben, siger Arsene Wenger ifølge goal.com.

Olivier Giroud ventes at forlænge kontrakten frem til 2018, og han kan desuden se frem til en klækkelig lønforhøjelse. Franskmanden har scoret 41 mål i 102 kampe for Arsenal.