Video : Tipsbladet
Premier League

Bendtner med Eriksen-kritik: Det var forfærdeligt

Dog bliver der også plads til at gå i forsvar for Christian Eriksen.

Christian Eriksen og Manchester United fik sig mandag en stor lærestreg, da de tabte med hele 0-4 til Crystal Palace. Netop den danske midtbanespiller havde det rigtig svært igennem kampen.

Det fortæller den tidligere landsholdsprofil Nicklas Bendtner i sin podcast 'Stolpe ind'.

- Det var forfærdeligt. Lad os bare sige det, som det er, siger han og fortsætter:

- Men det var kollektivt, at hele holdet faldt sammen. De virkede langsomme. De virkede trætte. De spillede uden motivation og uden gejst. De kunne ikke engang presse sammen. Det var så forfærdelig en omgang fodbold i 90 minutter, at det gjorde ondt at se, lyder det fra Bendtner.

Han bemærker noget, som skete under kampen, som man ikke tidligere har set.

- Du kunne se, at Crystal Palace-spillerne bare gik og drillede dem. Altså, hvornår har du nogensinde set Crystal Palace-spillere gå rundt og drille Manchester United-spillere, fordi de ikke kunne få fat i dem? Olise og Eze gjorde lige, hvad de havde lyst til,  Det var en skændsel at se. Roy Keane havde fået et rødt kort. Det kan jeg godt afsløre med det samme, fortæller den tidligere landsholdsbomber.

Nicklas Bendtner mener dog også, at man skal have noget med, når man skal vurdere Christian Eriksens indsats, som er en formildende omstændighed.

- For at tage Eriksen lidt i forsvar - om man så må sige - selvom det var en forfærdelig indsats, så er det ham og Mainoo. En ældre spiller, som ikke har været kendt for at tackle og heade, og så har du Mainoo, der er 1.70 høj og 18 år, siger han og tilføjer:

- Du kan ikke forvente, at de to i en ny konstellation med Jonny Evans og Casemiro nede bagi skal kunne spille sammen og kunne noget. Hvis de ikke støder op og vinder hovedstødsduellerne, så vinder de også alle andenboldene, forklarer Bendtner.

Med nederlaget har United to point op til Newcastle på den nærmeste Conference League-plads med tre kampe tilbage. Derudover er United i FA Cup-finalen, hvor en plads i Europa også er på spil. Her skal de møde lokalrivalerne fra Manchester City.