Cesc: Man bliver overvældet af følelser
Illustration
Premier League

Cesc: Man bliver overvældet af følelser

Fabregas har taget Premier League med storm, hvor det er blevet til hele ni assists i 11 kampe.

Når man snakker om verdens bedste fodboldspiller, så har det de sidste par år været Messi eller Ronaldo, der begge har haft et vanvittigt scoringssnit. Men det er ikke alle, der stræber efter at have sidste fod på bolden før stadion går amok i målrus. Således fortæller Cesc Fabregas, at det ikke er mål, der driver værket hos spanieren.

- Der er intet som at score et mål. Mål er den smukkeste del af fodbold, men jeg har altid identificeret mig selv med og nydt at slå den sidste aflevering. Det er kun folk, som ved hvordan man slår den afgørende aflevering inden et mål, der ved, hvordan det føles. Man bliver overvældet af følelser, når man ser et mål som resultat af ens aflevering. 

- Hvis man for eksempel spiller en angriber helt fri med målmanden, så bliver man glad og enormt stolt, udtaler den spanske kreatør til Magasinet Champions.

Cesc Fabregas har taget Premier League med storm, efter han er kommet til Chelsea fra Barcelona denne sommer. Således har han scoret to mål og assisteret ni scoringer i de elleve kampe, han har spillet i Premier League og Champions League denne sæson.