Christian Poulsen roser ny United-profil
Illustration
Premier League

Christian Poulsen roser ny United-profil

Efter mange års forgæves jagt på en stabiliserende midtbanekraft har Manchester United måske endelig fundet ham – og det i form af sommerens billigste indkøb Daley Blind.

Det kan godt være, at Manchester United tabte 5-3 i Leicester, og det kan også godt være, at Chelsea var uheldige med kun at komme fra Old Trafford med 1-1 efter Van Persies udligning i sidste sekund af søndagens kamp, men der har nu alligevel været klar fremgang at spore for Louis van Gaals mandskab, efter transfervinduet smækkede i, og hollænderen kunne se tilbage på investeringer for 1,4 milliarder kroner. For august måned bød jo på nederlag hjemme til Swansea og uafgjort i Sunderland og Burnley, mens MK Dons smadrede reserverne med 4-0 i Carling Cup’en, så det er afgjort gået fremad efter tilgangen af blandt andet Angel Di Maria, der har høstet de fleste roser for sit offensive og kreative spil med både mål og assists.

Den rekorddyre argentiner (550 millioner kroner) har da også imponeret, men en måske lige så vigtig grund til fremgangen med 11 point i seks kampe er sommerens billigste United-mand, den 24-årige hollænder Daley Blind, der sammen med Radamel Falcao smækkede vinduet på Old Trafford med sin transfer fra Ajax for knap 130 millioner kroner. For en af Hollands VM-helte har spillet samtlige minutter for United siden da, og selv om træneren har været den samme, og han var stærk som venstre back i Brasilien, er det som defensiv midtbanemand, at han har vist klassen i Manchester. Men Daley Blind kan begge dele som et typisk produkt af Ajax-skolen, der også prædiker alsidighed hos de unge talenter. 

- Da jeg kom til Ajax i 2012, var han jo venstre back i konkurrence med Boilesen, men han er virkelig vokset i de sidste to år og har udviklet sig utroligt meget. Han er en meget klog spiller. Han er ikke den mest fysisk stærke, men han er god med bolden og rolig i sit spil. Som back var hans svaghed måske, at han manglede lidt speed i mand-mand-duellerne, så jeg tror faktisk, at han har en rigtig god fremtid på midtbanen,” siger den tilbagevendte FCK’er Christian Poulsen til Tipsbladet.

Poulsen spillede sammen med Blind på midtbanen i Ajax fra 2012 til 2014 og kalder den unge hollænder for ”en klassisk Ajax-spiller.”

Læs meget mere om Manchester Uniteds Daley Blind i Tipsbladet - køb det sammen med Ekstra Bladet i dag.