Falcao takker Manchester United
Illustration
Premier League

Falcao takker Manchester United

Den colombianske angriber er klar over, at Manchester United gamblede ved at hente ham til klubben. Derfor takker han og håber på, at han er at finde i klubben i mange år.

Han er kendt som en af de farligste angribere i verden, men der har været tvivl om Radamel Falcaos evner, efter han i januar fik en alvorlig skade i knæet. Men Manchester United gamblede alligevel og tog chancen ved at leje Radamel Falcao i Monaco for mange millioner kroner.

Den 28-årige colombianer kom søndag på tavlen for første gang for sin nye klub, da han hjemme mod Everton scorede sejrsmålet til 2-1 en lille halv time før tid. Og nu håber Radamel Falcao, at målet for alvor kan kickstarte angriberens tid i Manchester United. En tid, som han håber bliver lang.

- Manchester United tog en chance med mig i en periode, hvor det var svært at gøre. Jeg har haft et svært år, og det er ikke kun i min professionelle karriere. Det der skete i starten af året påvirkede mig på alle tænkelige måder, men det har også hjulpet mig med at vokse som menneske, at tænke over ting og blive mere moden, siger Radamel Falcao til radiostationen Onda Cero.

Den colombianske angriber håber som sagt på, at han er at finde i den engelske klub i mange år frem. Det sagde han efter søndagens sejr over Everton. Manchester United har i forbindelse med lejeaftalen med Monaco en option på at købe den farlige colombianer.

Radamel Falcao, der missede VM på grund af ledbåndsskaden i knæet, har ud over Monaco spillet for blandt andre Atletico Madrid og FC Porto.