Rooney klar til City-møde - Falcao fortsat ude
Illustration
Premier League

Rooney klar til City-møde - Falcao fortsat ude

Manchester United-manager Louis van Gaal melder Wayne Rooney helt klar til Premier League-braget mod Manchester City. Til gengæld er Radamel Falcao ikke blevet sin skade kvit og må derfor se til fra sidelinjen.

På søndag kommer Manchester til at emme af fodboldfølelser. Den røde del fra Manchester United drager til Etihad, hvor Manchester City tager imod, og United-manager Louis van Gaal har løftet lidt af at sløret for, hvilke spillere han vil kunne råde over, når holdet klokken 14.30 søndag går ind på græstæppet.

Der har på forhånd været historier fremme om, at Wayne Rooney, der netop har udstået sin trekampskarantæne efter udvisningen mod West Ham, trækkes med en fodskade, der har gjort ham tvivlsom til mødet med City, men det afviser Van Gaal.

- Rooney er ikke skadet. Det er noget, medierne har skrevet, men det har han ikke været. Måske har hans støvler været for stramme, det er muligt, men han har ikke været skadet. Han skal spille, han er min kaptajn. Det er alt, jeg kan sige om det, siger Louis van Gaal til Clubcall.

Hollænderen kunne på samme tid fortælle, at colombianske Radamel Falcao fortsat er skadet og derfor er ude af kampen, og så havde Van Gaal også tid til at rose Marouane Fellaini, der tidligere har været meget udskældt i Manchester United.

- Han har bidraget med en masse. Han har været ret meget ude med skader, men når han har været klar, så har jeg brugt ham. Nu skal han fortsætte, for jeg er meget tilfreds med, siger han videre.