Video : Tipsbladet
Serie A

Ny italiensk storklub øjner dansk stortalent

Lazio har - ligesom flere andre italienske storklubber - udset sig den kun 19-årige Patrick Dorgu i Lecce.

Patrick Dorgu er en populær herre i støvlelandet.

Ikke bare for italienske Lecce, hvor han til dagligt spiller og i denne sæson har fået sit helt store gennembrud, men også hos flere af de helt store klubber i Italien, har man lagt mærke til det danske stortalent.

Tidligere er både AC Milan og Juventus blevet kædet sammen med den danske venstre back, men ifølge flere italienske medier har Lazio nu også tilsluttet sig kampen om Patrick Dorgu. 

Ifølge mediet LazioLive kræver Lecce dog mindst 15 millioner Euro, svarende til 111 millioner kroner, for det danske stortalent. 

Patrick Dorgus kontrakt med Lecce løber helt frem til 2027, men mon ikke at der allerede fra denne sommer kommer til at blive rift om det danske stortalent, der altså måske kan se frem til at få danske Gustav Isaksen som holdkammerat, hvis det skulle lykkes Lazio at vinde kampen om danskeren.

I denne sæson står Dorgu noteret for 28 kampe med to mål til følge, og i de seneste fem kampe har han fundet vej til startopstillingen i Serie A.