AaB tog søndag hul på årets anden træningskamp, da Vendsyssel FF tog imod i Hjørring. Her dominerede de danske mestre store dele af affæren, men manglende skarphed og god organisation fra værterne sikrede 0-0 i opgøret.
Et faktum der vækker ærgrelse i AaB-truppen, hvor man dog glæder sig over gode takter i opstarten:
- Det var tydeligt, at timingen i de afgørende situationer manglede, men både indstillingen og energiniveauet var tilfredsstillende, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.
Cheftræneren bakkes op af AaB-profilen Rasmus Würtz:
- Det kan godt være frustrerende at spille kamp i denne fase, hvor benene ikke rigtigt følger med tankerne i hovedet, men når man har været med i mange år, så ved man også, at man ikke skal bekymre sig alt for meget over, at tingene rent spillemæssigt ikke lykkes, vurderer Würtz.
0-0 resultatet i Hjørring var AaB´s andet uafgjorte resultat i 2015. Første opgør mod AGF sluttede 3-3.