Video : Tipsbladet
Superliga

Absurd Superliga-spænding: Skal 23 år tilbage

Det sker meget sjældent, at fire hold ligger og kæmper med om guldet så sent i sæsonen, som tilfældet er det i denne sæson.

Med kun seks runder tilbage af sæsonen er der spænding til det yderste i den danske Superliga. 

FC Nordsjælland udraderede AGF mandag aften og har ramt topformen på det helt rette tidspunkt. Går det Farum-klubbens vej i den kommende spillerunde med sejr over Brøndby, nederlag til FCM og pointtab til FCK kan man rykke fra en fjerdeplads og op på andenpladsen med kun tre point op til førstepladsen.

Fire hold ligger med en reel chance for at vinde det danske guld, og selv om det er meget almindeligt, at det ikke kun er et enkelt hold, som er stukket af, så er det ganske usædvanligt, at så mange klubber spiller med om sæsonens ultimative hæder. 

Faktisk hører det til sjældenhederne.

Således skal vi helt tilbage til 2000/2001-sæsonen for at finde en lignende guldkamp, hvor fire hold lå så tæt på hinanden med kun seks runder tilbage. Da var det til gengæld helt ekstremt tæt. Brøndby, FCK, Silkeborg og FCM lå alle med en afstand på et enkelt point mellem hinanden efter 27 spillerunder.

Dengang endte FC København med at trække det længste strå og vinde mesterskabet med fem point ned til Brøndby, syv point til Silkeborg og ti point ned til FC Midtjylland. 

Det er ikke lige så usædvanligt, at tre hold kæmper intenst om Superliga-guldet. I 2008/2009-sæsonen lå FCK, Brøndby og OB blandt andet længe og pressede hinanden i toppen, og med seks runder tilbage var det kun fire point, som adskilte FCK og OB på henholdsvis første- og tredjepladsen. I sidste ende vandt FCK mesterskabet med fem point til OB og seks point til Brøndby.

Hvem der ender med at trække det længste strå i denne sæson må tiden vise. Sikkert er det, at der venter spænding til det yderste, og så kan man ellers konstatere ud fra et kig i historiebøgerne, at denne sæson er helt speciel, når det kommer til topkampen.

FC Nordsjælland topper lige nu formbarometeret i Superligaen, hvis vi kigger på de seneste fem ligakampe. Her er det blevet til fire sejre og en enkelt uafgjort. Brøndby halser efter med tre sejre og to uafgjorte. 

FC Midtjylland og FCK har i samme periode begge hentet syv point, så de to hold skal oppe sig eller håbe, at konkurrenterne fra Vestegnen og Farum taber pusten.

Netop FC Nordsjælland og Brøndby mødes på søndag i et brag af en kamp på Right to Dream Park.