Almebäck-agent er tavs om OB
Illustration
Superliga

Almebäck-agent er tavs om OB

Michael Almebäcks agent klapper i, når snakken falder på, om svenskeren er på vej fra Brøndby til OB.

Daniel Stenderup blev i går solgt fra Brøndby til Esbjerg, og næste mand ved exit-skiltet i Brøndby kan meget vel være forsvarsspilleren Michael Almebäck. Svenskeren kom til Brøndby fra Club Brugge sidste sommer, men har aldrig for alvor formået at bide sig fast, selv om han både kan begå sig i det centrale forsvar og på højreback.

BT skrev i går om Almebäcks sandsynlige exit, og avisen kædede i den forbindelse svenskeren sammen med OB, der mangler en højreback, efter at Espen Ruud har forladt klubben.

Michael Almebäcks agent, Jonas Wirmola, er dog meget tavs, når snakken falder på den fynske klub.

- Jeg kan bare henvise til det, som står i BT, siger Jonas Wirmola til fotbollskanalen.se og afviser at kommentere på, om OB viser interesse.

Michael Almebäck har kontrakt med Brøndby frem til 2016.