Brandvarm Sisto nedlagde FC Nordsjælland med to kasser
Illustration
Superliga

Brandvarm Sisto nedlagde FC Nordsjælland med to kasser

Pione Sisto var kampens helt store profil med to mål, da FC Midtjylland på hjemmebane besejrede FC Nordsjælland med 2-0.

FC Midtjylland åbner 13. spillerunde med at øge føringen i Superligaen. Hjemme på MCH Arena blev FC Nordsjælland besejret med 2-0, og dermed er midtjyderne foran nummer to, Randers FC, med 10 point før weekendens resterende kampe.

Efter en lige start rørte FC Midtjylland for første gang på sig efter 17 minutter. Pione Sisto afdriblede Mario Ticionovic og siden Søren Christensen, men det flade indlæg lå for langt fra Petter Andersson og Morten 'Duncan' Rasmussen, der nærmest stod i kø for at score.

Efter en stor chance til Joshua John, der endte med at sløse for meget til, at det blev en reel mulighed, kom der endnu en mulighed til FC Nordsjælland. Søren Christensen blev spillet helt fri foran mål af John, men afslutningen blev blokeret. Herefter tog Uffe Bech over, men den formstærke spillers afslutning prellede af på stolpen.

I anden halvleg blev der skruet gevaldigt op for dramatikken. 10 minutter efter pausen modtog Petter Andersson en god bold i dybden, svenskeren gled ind foran Mario Ticinovic i sin fremdrift, og så kroaten ingen anden udvej for at stoppe Andersson end at hive fat i trøjen. Andersson faldt til jorden, og det røde kort fra Michael Tykgaard til Ticinovic kan der ikke indvendes meget imod.

Pione Sisto tog sig af det efterfølgende frispark, og det gjorde den unge midtbanespiller særdeles godt. Skuddet røg gennem muren og uden chance for David Jensen. 1-0 til FC Midtjylland.

Efter en god chance til John, der kampen igennem var én af Nordsjællands klart farligste spiller, faldt afgørelsen. Pione Sisto modtog endnu engang bolden på Nordsjællands banehalvdel, og den unge profil satte endnu engang bolden i mål med et lumsk skud fra kanten af straffesparksfeltet.

I kampens afslutning havde begge hold chancer til at influere på slutresultatet, men FC Midtjyllands sejr var aldrig i fare, og dermed kunne spillerne lade sig hylde for sejr nummer syv i træk på hjemmebanen.