Brøndby-boss tavs om Rasmus Lindgren
Foto: Darko Vujinovic/Polfoto
Superliga

Brøndby-boss tavs om Rasmus Lindgren

Brøndby sættes igen, igen, igen i forbindelse med svenske Rasmus Lindgren, men Brøndbys sportsdirektør Per Rud vil ikke kommentere på rygtet.

For mange fodboldspillere vil det være specielt at blive sat i forbindelse med Brøndby bare en enkelt gang i karrieren. Den svenske midtbanespiller Rasmus Lindgren er nu blevet det tre gange.

I vinteren 2010 og sommeren 2011 kæmpede de blå-gule for at få svenskeren til Vestegnen, men ingen af gangene lykkedes det. Til sommer gør Brøndby muligvis et tredje forsøg i håb om, at teorien om at tredje gang er lykkens gang holder stik.

Den svenske avis Kvällsposten skriver mandag, at Brøndby sammen med FC København lurer på Rasmus Lindgren, der tørner ud for hollandske FC Groningen, med hvem han i går blev hollandsk pokalmester.

Brøndby er i forvejen stærkt besat på den centrale midtbane, hvor spillere som Thomas Kahlenberg, Lebogang Phiri, Christian Nørgaard og Martin Ørnskov huserer, men om Rasmus Lindgren vil pynte på holdkortet til næste sæson, vil Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, ikke ud med.

- Jeg kommenterer ikke på konkrete navne forud for det kommende transfervindue, siger Per Rud til tipsbladet.dk.

Rasmus Lindgren har et år tilbage af sin kontrakt med FC Groningen, så Brøndby og FC København skal have checkhæftet frem, hvis de vil have fingre i den svenske midtbanemand.