Brøndby får konkurrence fra storklub
Illustration
Superliga

Brøndby får konkurrence fra storklub

Brøndby-emnet Daniel Amartey er også på blokken i Red Bull Salzburg, hvor sportschef Ralf Rangnick har store planer med ham.

Brøndby blev i påskedagene sat i forbindelse med stortalentet Daniel Amartey, der til dagligt tørner ud for Djurgården. Spillernes agent har over for tipsbladet.dk fastslået, at Brøndby er en interessant klub, men at Amartey har mange bejlere.

Nu er der blevet sat navn på en af Brøndbys konkurrenter, og det er noget af en sværvægter, som de blå-gule skal slås med i sommerens transfervindue, hvis klubben fra Vestegnen definitivt beslutter sig for at gå efter Amartey.

Fotbollskanalen.se skriver onsdag aften, at østrigske Red Bull Salzburg, der i denne sæsons Europa League imponerede stort ved blandt andet at tæve Esbjerg og Ajax, viser interesse for den 19-årige forsvarsspiller.

Red Bull Salzburg har ved flere lejligheder været på plads for at besigtige Daniel Amartey, og klubbens sportschef Ralf Rangnick skulle også have truffet hovedpersonen efter en af kampene. Og Rangnick har angiveligt en klar plan med Daniel Amartey.

Til sommer skal ghaneseren købes fri af Djurgården, og derefter skal han lejes ud til Red Bull Leipzig, der i øjeblikket spiller i 3. Bundesligaen i Tyskland, men er godt på vej op i 2. Bundesligaen. Læskedrik-giganten Red Bull ejer begge klubber, og Ralf Rangnick er sportschef begge steder.

Ender Daniel Amartey i Red Bull Leipzig, bliver han holdkammerat med Yussef Poulsen, mens han bliver holdkammerat med Peter Ankersen, hvis han ender med at spille for Red Bull Salzburg til næste sæson.