Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-stjerne misser træning - men ventes klar

Yuito Suzuki sad onsdagens træning over, men ventes klar til derby, fortæller Jesper Sørensen.

BRØNDBY (Tipsbladet): Han har været en åbenbaring i foråret, Yuito Suzuki, og den dygtige japaner er blevet en af Brøndbys absolut vigtigste spillere.

Derfor er det også forståeligt, hvis Brøndby-fansene, der overværede onsdagens træning, blev lidt bekymrede over, at Yuito Suzuki slet ikke deltog i dagens træning. I weekenden venter nemlig et topbrag mod FC København.

Bekymring er der til gengæld ikke den store grund til, fastslår Jesper Sørensen over for Tipsbladet og den øvrige presse efter træningen.

- Han havde lidt i sit baglår til sidst i kampen, og der er ikke nogen fare for, at han ikke er klar til på søndag, men vi holdt ham inde i dag. Hvis du kommer ud og ser træning i morgen, vil han være med der, siger Brøndby-træneren.

Mens Suzuki ikke var at se på træningsbanen, trænede Mathias Kvistgaarden selv. Og det så egentlig forholdsvis intensivt ud med en del spil med bold.

- Faktisk holdte jeg ikke så meget øje med, hvad han [Kvistgaarden] lavede. Jeg holdt mere øje med dem, vi ved er klar. Så det er kun godt, hvis I fortæller mig, at det så rigtig godt ud. Vi tager det, som det kommer, men har ikke nogen forventninger, siger Jesper Sørensen og tilføjer, at der stadig er et lille håb om at få ham tilbage i sæsonen.

Yuito Suzuki, 22 år, har spillet seks kampe med tre mål og fem oplæg til følge i Mesterskabsspillet. På søndag gælder det som nævnt FC København, der gæster Brøndby Stadion klokken 16.00.