De Ridder til FCK: Hvorfor er jeg bænket?
Illustration
Superliga

De Ridder til FCK: Hvorfor er jeg bænket?

FC Københavns millionkøb Steve De Ridder ved ikke, hvorfor han er ude i kulden i FC København.

7,5 millioner kroner er et højt beløb for en dansk klub, så det var bestemt den store tegnedreng, FC København hev op af lommen, da klubben i sommerens transfervindue hentede offensivspilleren Steve De Ridder i FC Utrecht. Belgieren scorede i sidste sæson 10 mål i den hollandske Æresdivision, hvilket gjorde ham til klubbens næstmest scorende spiller.

I FC København har han dog ikke kunnet få det til at fungere. Manager Ståle Solbakken satte sin lid til De Ridder i starten af sæsonen, men vinden blæste ikke belgierens vej, og de seneste mange kampe har han siddet på bænken. Steve De Ridders seneste optræden i Superligaen daterer sig tilbage til den 31. august, hvor han fik 12 minutter i 1-0-sejren over OB. Han startede senest inde i blamagen mod Hobro den 10. august.

Den nuværende situation behager naturligvis ikke belgieren, der ikke kan svare på, hvorfor han i øjeblikket er ude i kulden.

- Jeg ved ikke hvorfor. Jeg startede inde i sæsonens første fire kampe, men jeg var uheldig med mine afslutninger. Siden da har træneren parkeret mig på bænken, siger Steve De Ridder til Het Nieuwsblad.

Steve De Ridder har kontrakt med FC København frem til sommeren 2018.