Eddi Gomes kæmper for pladsen i Esbjerg

Eddi Gomes var mandag aften tilbage på Esbjergs Superliga-hold efter flere kampe som reserve. Forsvarskæmpen kvitterede med en stor kamp, der blandt andet har udløst en plads på Rundens Hold hos tipsbladet.dk

Tipsbladet har besøgt Eddi Gomes i Esbjerg til en snak om komet-karrieren, pladsen på bænken og familieforhold i både Danmark og Vestafrika og Portugal. 

Bragt i Tipsbladet 17. oktober:
Reserveholdsfodbold er sjældent det store sus, og det var det i endnu mindre grad mandag aften i Esbjerg. Banen var i forvejen oktobertung, og den blev ikke lettere af den regn, der faldt gennem det meste af kampen. Vinden var kold og våd, og skyerne var lige så grå som de slidte ståpladser, der omkredser det meste af Esbjerg Atletikstadion. Omgivelserne lovede ikke meget, og kampen gjorde ikke noget for at løfte stemningen hos de godt 50 tilskuere. Godt nok vandt hjemmeholdet 3-1 over et Vejle-mandskab, der mest af alt var et forstærket ungdomshold, men meget mere var der heller ikke et glæde sig over. 

Den slags opgør i Reserveligaen er alt, hvad Eddi Gomes får af spilletid i øjeblikket. Bortset fra de fem minutters indskiftning mod FC København før landskampspausen har den høje midterforsvarer ikke fået nogen Superliga-minutter siden august måned. Det er noget af en forandring sammenlignet med starten på sæsonen, hvor Gomes lignede en mand, der ville fortsætte sin eksplosive udvikling og tage Superligaen med storm, som han gjorde med 1. division et år forinden. Han spillede fast efter skiftet til Esbjerg og blev kåret til sit holds bedste spiller i de to første hjemmekampe i sæsonen, men må nu tage til takke med en tung omgang reserveholdsfodbold på en kold og kedelig mandag eftermiddag.

Efter kampen møder han Tipsbladet til aftensmad og interview på en café i centrum af Esbjerg. Mens han venter på sin pastaret, lægger han ikke skjul på, at det er en bet at gå fra at være fast mand til at bænkevarmer. 

”Det er et okay stort slag, jeg har fået. Det er det. Men jeg ved også godt, at når det går godt for et hold, og holdet spiller godt, så skifter man ikke bare. Det kan jeg ikke klage over. Selvfølgelig irriterer det, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan være irriteret og skuffet nogle gange, men jeg må bare arbejde på at komme tilbage,” siger han.

”Det er hårdt. Det irriterer en, at man ikke starter inde, når man har gjort det rigtig godt. Det eneste, du kan gøre, er at arbejde hårdt på træningsbanen. Man skal ikke være tilfreds med at sidde på bænken, og det er jeg ikke. Sådan er det nu, så det må jeg tage til mig og gøre mit bedste.”

Den fysisk stærke forsvarsspiller fik masser af ros i sine første kampe for klubben på Vestkysten, der også meldte ud, at man ikke ville købe en direkte erstatning for Kian Hansen, fordi ”EfB’s behov for at supplere truppen har ændret sig efter det overbevisende indtryk, Eddi Gomes har efterladt i de første kampe efter skiftet fra HB Køge,” som man selv formulerede det på den officielle hjemmeside. 

Alt tydede på, at 25-årige Eddi Gomes ville blive i det overhalingsspor, han har været i de sidste 18 måneder, hvor han gik fra 2. divisionsfodbold med Herlev over et gennembrud med HB Køge og skiftet til Esbjerg. Gennembruddet kom sent, men de sidste par år har Gomes ikke været til at stoppe, og derfor er bænkpladsen ganske uvant for duelmonstret fra Vestafrika.

”Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst blev sat af. Jeg tror ikke, jeg har været sat af i rigtig lang tid. I Herlev var jeg fast mand, og da jeg kom tilbage efter min skade i Køge, var jeg fast mand. Jeg tror nok, det er den første klub, hvor jeg virkelig har prøvet at sidde på bænken i flere kampe,” siger Eddi Gomes, der dog ikke tager det så tungt.

”Den del af gamet skal du også lære. Der kommer tidspunkter, hvor du kommer til at sidde ude nogle kampe. Lige nu er jeg nødt til at sidde på bænken og lære nogle ting og så komme stærkere tilbage.”

Ikke tænke på træneren
Han føler stadig, han er tæt på holdet, og at forskellen mellem ham og starterne Daniel Stenderup og Michael Jakobsen ikke er særlig stor. Da han skrev kontrakt med Esbjerg, var han også godt klar over, at man ikke kunne gøre krav på en startplads, så han er klar til levere en indsats for at vinde den tilbage. Efter syv minutter af reserveholdskampen mod Vejle gør Gomes også sit til at overbevise cheftræner Niels Frederiksen om sine kvaliteter. Han er kraftigt medvirkende til Esbjergs udligningsmål, efter han vinder en løbeduel i forsvaret og sender bolden frem i banen, hvor den hurtigt bliver spillet i dybden til den blot 16-årige Mark Brink Christensen. U/17-landsholdsspilleren brænder alene med målmanden, men Vejle-forsvaret mislykkes først med ét clearingsforsøg, hvorefter det næste bliver sendt i ryggen på en holdkammerat og direkte i mål. 

Det er den slags aktioner, der skal overbevise Niels Frederiksen om, at Eddi Gomes er klar til at starte inde igen, og den store stopper havde da også noteret sig, at chefen og hans assistent Michael ”Mex” Pedersen fulgte med fra de røde træbænke på den lille tribune på Atletikstadion i Esbjerg. 

”Man lægger selvfølgelig mærke til, at de er der, men man skal ikke tænke så meget på træneren. Laver du fejl, så laver du fejl. Du kan ikke gøre andet end at prøve at reparere det. Selvfølgelig er det irriterende at lave fejl, når træneren er der. Men man er et menneske, ikke en robot. Nogle gange kan jeg også godt lave en fejl, der irriterer mig, selv om træneren ikke er der,” siger Eddi Gomes.

I reserveholdskampen mod Vejle sniger der sig også et par opspilsfejl ind for den lange midterforsvarer, eksempelvis efter 38 minutter, da Gomes sender en aflevering direkte i fødderne på en modstander, der pludselig kun skal runde Jens Berthel Askou for at komme fri til mål. Tæmningen bliver dog dårlig, og som den første er Gomes henne for at jagte bold og boldholder. Det gør han tværs over banen og efterlader sin position i midterforsvaret helt udækket, men med en flot glidende tackling vinder han bolden tilbage. 

Situationen fanger i løbet af ti sekunder Eddi Gomes’ spillestil. For i duellerne har han ikke sin ligemand i Superligaen, men placeringerne og pasningerne sidder ikke altid helt i skabet. Og det ved han godt. Det er de to aspekter, han skal forbedre for at komme tættere på en startplads, og det er netop det, han træner på i reserveholdskampene.

”Jeg tænker meget over de ting. Man laver nogle fejl, og det er derfor, du spiller sådan en kamp. Det er for, at du kan lave sådan nogle fejl, så du ikke gør det samme næste gang. Fremgangen kommer også automatisk. Jo flere kampe du får, desto mere bliver du vant til det. Og du tør slå de lidt længere og mere pressede afleveringer nogle gange.”

Langt hjem
Bortset fra et boldtab eller to spiller Eddi Gomes en udmærket kamp mod Vejles reserver, og han er en del af en defensiv, der ikke giver ret mange chancer væk. Han er uovervindelig i sine dueller, som han altid er, men han har også gjort sit for at være på dupperne til opgøret. For nok er der tale om en reserveholdskamp, men forberedelserne er nøjagtig de samme, som hvis det havde været en Superliga-kamp. Dels kan et nederlag i selv reservekampe ødelægge hans humør i flere dage, og dels kan man ikke være andet bekendt end at sørge for at være i den bedst mulige forfatning. 

”Mine forberedelser havde ikke været anderledes, for jeg forbereder mig på samme måde, som hvis jeg skal spille en Superliga-kamp. Står op, spiser lidt mad, får slappet af, møder ind, tager tingene stille og roligt. Seriøs opvarmning. Du skal tage dit job seriøst, uanset om det er en Superliga-kamp eller en reserveligakamp. Du spiller stadig for en t
tklub, og din klub vil vinde hver gang, så du er nødt til at præstere. Du er nødt til at gribe det professionelt an. Ellers kan du ikke spille fodbold. Så er det det forkerte fag, du er i,” siger Eddi Gomes mellem to mundfulde pasta. 

Caféen, vi sidder på, hedder Christian IX og får sit navn efter den store rytterstatue, der står på Torvet ude foran indgangen. Her kommer Eddi Gomes sommetider med nogle af de andre Esbjerg-spillere. Mohammed Fellah, Mick van Buren og Martin Pusic er dem, han ser mest, men derudover bruger han ikke megen tid i byen. Udvalget af caféer og lignende er naturligvis heller ikke det samme, som han var vant til i København, men det skyldes i lige så høj grad, at han mangler nogen af tage på café med. 

Da han spillede i HB Køge, boede han i hovedstaden, og her havde han sin familie og sine barndomsvenner tæt på. De er blevet i øst, efter Eddi Gomes er rejst til vest, og når moderen samtidig bor i Frankrig, er tiden med de nærmeste sparsom. Det har plaget den 25-årige forsvarer, at han må undvære dem i dagligdagen. 

”Jeg er glad for at være her i Esbjerg, men det er nogle andre rammer, der er her. Man skal lige falde til. Jeg er faldet til overfor klubben og holdkammeraterne, men det er mere mit privatliv,” siger han.

”Det er ikke, fordi jeg ikke kan ringe til mine holdkammerater og spørge om vi skal ud og mødes, men det er nok, fordi jeg sidder meget selv og ikke rigtig ved, hvad jeg skal lave. Man er træt efter træningen og sådan noget. Man er gået fra at have en kæreste og bruge meget tid sammen med hende til lige pludselig ikke at have en.”

Eddi Gomes havde været sammen med sin kæreste i to år, da de gik fra hinanden lige før skiftet til Esbjerg, så midt i afsavnet til familie, venner og hjemby skulle han også tumle med bruddet. ”Sådan noget sker,” siger han, men som man kunne læse i første del af Debutanterne med Eddi Gomes, spillede ekskæresten en stor rolle som klippefast støtte, da Gomes missede næsten hele det første halve år i HB Køge med en skade. 

Nu er det især hans forældre og hans bedste venner, der hjælper i de svære tider, men ingen af dem bor i nærheden. I Esbjerg mangler han den trygge hverdag, som fandtes i København, hvor der aldrig var langt hjem eller hen til en kammerat. 

”Der er nogle ting, jeg kan blive irriteret over nogle gange. At man ikke lige kan ringe til sine venner og spørge, om vi ikke skal hænge ud eller tage i bio, eller om vi ikke skal ud at spise. Selvfølgelig kan jeg gøre det med nogle fra holdet, men man savner sine venner. Mine holdkammerater er skidesøde, og de spørger nogle gange, om vi skal lave noget. Men det er bare ikke det samme som dine bedste venner, som du har kendt hele dit liv,” forklarer Gomes, der i stedet får meget tid til at gå med at se film og serier.

Hverdagene kan nemt blive lange, for kommer han hjem fra træning først på eftermiddagen, er der mange timer, der skal slås ihjel. Det kan godt være svært at få dem til at gå, når man sidder meget af tiden alene i sin lejlighed i en by, man kun har boet i i fem måneder. 

Derfor tager Eddi Gomes også til København så ofte, han har mulighed for. Eller får besøg fra hovedstaden. I sidste weekend kom nogle af hans gamle venner på visit, og hans familie er desuden flittige til at kigge forbi Vestjylland. 

”De kommer faktisk rigtig tit på besøg. Hvis de har fri, kan de godt komme forbi tre-fire gange på en måned. Det er rart. Det hjælper lidt. Så føler man sig ikke så alene,” fortæller Gomes, der dog ikke så ofte får besøg af de venner, der var på weekendophold.

Det er også hans egen skyld. Han er dårlig til at bede dem om at komme, men det skyldes måske hans opvækst. Han boede de første fire-fem år af sit liv fødelandet Guinea-Bissau i Vestafrika og flyttede derefter til Portugal, hvor han boede i et fattig og kriminelt belastet kvarter i udkanten af Lissabon, inden han kom til Danmark som tiårig. Selv om han altid har været tæt med sin familie, lærte han også tidligt at klare sig selv.

”Jeg er ikke god til at spørge om hjælp, jeg er ikke god til at ringe til folk, hvis jeg har et problem. Så det er noget, jeg skal lære at gøre. Det er nok, fordi der, hvor jeg er fra, er det meget... Vi holder vores ting og vores problemer for os selv og spørger ikke så meget om hjælp. Vi er gode til at lukke de dårlige ting inde. Selv om jeg har det svært, smiler jeg stadigvæk til træning,” siger han. 

Stædig og stærk
Meget af interviewet sidder Eddi Gomes lænet ind over bordet med vægten på albuerne, mens han med den venstre hånd piller ved sin hvide hættetrøje fra Nike. Han trækker ofte på skuldrene, når han skal fortælle om sine udfordringer med at falde til i det vestjyske. Som om han diskret prøver at fjerne lidt af vægten fra de ord, han siger. Han er måske bange for, at det lyder som en klagesang fra en forkælet fodboldspiller, der bare ikke har lært at klare sig selv, men det er det ikke. Gomes er meget bevidst om, at nok har han sine problemer, men der er ingen, der skal have ondt af ham, for han har ikke ondt af sig selv. Han har prøvet at leve et liv, der var hårdere, og fodboldspillere, der tuder over deres liv, har han ingen respekt for. 

”Det kan være lidt ensomt nogle gange, men sådan er det. Jeg kan ikke både bede om, at jeg skal bo tæt på mine venner og spille professionel fodbold. Du kan ikke altid få begge ting på én gang. Du må tage derhen, hvor der er efterspørgsel efter dig. Hvis det er længere væk, må du tage det. Hvis det er det, du har lyst til, så må fodbold komme i første række, og så kommer venner og familie i anden række,” siger Esbjergs 196 centimeter høje forsvarsfyrtårn, der føler, at hans til tider barske opvækst har givet ham nogle redskaber, som han kan bruge til at håndtere modgangen. 

”Hvis det var en ung dreng, der var opvokset i Danmark, så ville han måske have det lidt mere hårdt, fordi han ikke havde oplevet de perioder og de slemme ting. Det er nok det, der gør, at jeg er meget god til ikke at vise svaghedstegn. Jeg lukker mange ting inde,” siger han. 

Det er ikke kun uden for banen, at det skrappe liv har været med til at forme og styrke Eddi Gomes. Også på banen kan han bruge de ting, han lærte i Guinea-Bissau og Portugal. I Lissabon spillede han fodbold mod de andre børn fra kvarteret i en arena af grus og målstolper lavet af sten og flasker. Hvis ikke man klarede sig selv, klarede mig sig slet ikke. 

”Det er nok derfor, jeg er blevet så god i mine dueller. Jeg bliver ved, selv om en spiller er hurtigere end mig eller har bedre teknik end mig. Jeg er stædig efter at få bolden. ”Nu skal jeg også vise dig, at jeg kan noget.” Det er det, man lærer i de hårde kvarterer. Du er nødt til at kunne klare dig selv,” fortæller han. 

I første del af Debutanterne med Eddi Gomes fortalte han, hvordan den han oplevede flytningen fra Portugal til Danmark, da han var ti år gammel. Han kunne ikke sproget og talte derfor kun med sin nærmeste familie i starten, ligesom vintervejret krævede lidt tilvænning. De to store omvæltninger i barndommen var på sin vis lettere at håndtere, end skiftet til Esbjerg har været, for dengang forventedes der ikke noget af Eddi Gomes.

”Jeg tror, det er sværere, fordi her skal du præstere. Her er du kommet for at udføre et job. De andre gange flyttede jeg, fordi min far eller mor havde fået et job i et andet land, og der flyttede jeg bare med. Det er ikke så hårdt. Her har jeg fået et job, og jeg er nødt til at levere,” siger han. 

Han føler selv, at han er god til at lægge de personlige problemer fra sig, når han går på fodboldbanen, så det skal bestemt ikke have skylden for, at han sidder på bænken. Men nu sidder han og ønsker sig ind på grønsværen igen. Det er ikke særlig sjovt at sidde der, men det går nok. Han har prøvet det, der var langt værre.