EfB-træner om FCM-møde: På hjemmebane er vi ikke chanceløse
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

EfB-træner om FCM-møde: På hjemmebane er vi ikke chanceløse

Esbjerg fB's cheftræner, Niels Frederiksen, ser frem til at møde FC Midtjylland på hjemmebanen, hvor han håber at kunne slå ulvene fra Herning.

Esbjerg fB tager søndag imod FC Midtjylland på hjemmebanen, Blue Water Arena, og det opgør bliver en reprise af den kamp, der blev spillet på MCH Arena for to runder siden ,hvor FC Midtjylland vandt med 3-0. Den første kamp i sæsonen mellem de to mandskaber blev også tabt. Dengang vandt midtjyderne 2-0, men nu skal det tredje slag stå i Esbjerg, og her føler vestjyderne sig selvtillidsfyldte.

- Vi har tabt soleklart i sæsonens to udekampe, men det bliver anderledes at møde dem på vores hjemmebane. Her i Esbjerg er vi ikke chanceløse, og vi har absolut en ambition om at vinde kampen, siger cheftræner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

FC Midtjylland fører før kampen mod Esbjerg fB Superligaen med 11 point ned til FC København, og Frederiksen ved, at det er et fremragende hold, der kommer på besøg. Men Esbjerg fB har også noget at byde ind med.

- Det er de to mest scorende hold i ligaen, som mødes søndag, to offensivt indstillede mandskaber, der har det bedst, når der er gang i en kamp og skabes chancer. Hverken EfB eller FC Midtjylland er hold, der forsøger at fedte sejre hjem, så der er udsigt til en seværdig kamp, siger Niels Frederiksen videre.

Esbjerg fB vandt senest 2-0 over OB og har 11 point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen.