Efter AaB-handel: Mulig pointstraf til spansk klub
Foto: Polfoto
Superliga

Efter AaB-handel: Mulig pointstraf til spansk klub

FIFA ønsker at straffe Almería, fordi klubben angiveligt skylder penge til AaB efter en lejeaftale med Michael Jakobsen.

I 2010 skiftede Michael Jakobsen fra AaB til spanske Almería på en lejeaftale. Men den aftale er stadig i fokus her fem år senere.

I Aalborg mener man nemlig, at den spanske klub skylder klubben et beløb på mellem 50.000 og 60.000 euro. Og ifølge den spanske avis Marca ønsker FIFA nu at trække tre point fra Almería i ligaen som straf.

Klubbens præsident Alfonso García mener dog, at alle pengene er betalt, og han er overrasket over FIFA's udmelding, da han angiveligt har appelleret til den internationale sportsdomstol, CAS.

Almería ligger lige nu på en 16. plads i ligaen med 23 point. Hvis de ender med at få en pointstraf, vil klubben komme under nedrykningsstregen.