Før 13. spillerunde: Månedens Hold i Superligaen
Illustration
Superliga

Før 13. spillerunde: Månedens Hold i Superligaen

Tipsbladet.dk sætter Månedens Hold i Superligaen med de bedste spillere fra oktober.

Oktober måned går på hæld, og snart venter november. Det er således tid til at kåre Månedens Hold i Superligaen bestående af de spillere, der har gjort sig bedst bemærket i løbet af den seneste måned. 

Der resterer ganske vist en enkelt kamp i oktober – på fredag – men på nuværende tidspunkt har alle hold været i kamp tre gange i oktober måned. Derfor er det oplagt at kåre Månedens Hold nu. 

Kun kampe i oktober tæller med i bedømmelsen. Herunder følger Månedens Hold i Superligaen for oktober måned – sat op i en 4-4-2-opstilling. 

Målmand: Stephan Andersen, FC København
Har kun lukket et mål ind i tre kampe i oktober. Andersen har vist klassen for FC København og har leveret fine redninger og stabilt spil. Han har bevist, at han har landsholdsniveau og gjort sig fortjent til pladsen i målet. 

Højre back: Johnny Thomsen, Randers FC
Det er ikke første gang, at Thomsen er med på Månedens Hold, men han har også været fremragende i dette efterår for Randers. I oktober har Randers haft svært ved at score mål, men defensivt har Thomsen og kompagni lukket godt af. 

Central forsvarer: Daniel Agger, Brøndby IF
Brøndby er ubesejret i oktober, hvor holdet kun har lukket to mål ind. Det tyder på, at Daniel Agger har været med til at stabilisere Brøndby-defensiven, og Superligaens dyreste spiller er godt i gang med at leve op til sin pris.  

Central forsvarer: Mads Fenger, Randers
En bundsolid defensiv er en af årsagerne til Randers FC’s gode efterår. I oktober lukkede Randers kun ét mål ind – det var i den kamp, hvor Fenger ikke var med. I de to øvrige er han begge gange blevet valgt til Rundens Hold. 

Venstre back: Jesper Lauridsen, FC Midtjylland
Han er trådt direkte ind i startopstillingen hos FC Midtjylland, hvor det er blevet til fine og stabile præstationer hele efteråret. Lauridsen besidder både offensive og defensive kvaliteter. Derfor er han oplagt til Månedens Hold.

Højre midtbane: Elmar Bjarnason, Randers FC
Islændingen er en af Randers FC’s vigtigste spilere, for han leverer altid på et højt niveau. Mange fine kampe fra midtbanemanden, som snart har kontraktudløb og er i udenlandsk søgelys. Kan i princippet både dække højre og venstre kant.

Central midtbane: Thomas Kahlenberg, Brøndby IF
Superligaens måske bedste midtbanespiller er sjældent dårlig for Brøndby, og de få gange han er, går det ud over holdet. For Kahlenberg er vigtig, og i oktober har han spillet mange fine kampe. Havde blandt andet en hovedrolle i storsejren over FC Vestsjælland. 

Central midtbane: Claudemir, FC København
Brasilianeren har løftet sit spil i dette efterår, hvor han også har været kampafgørende for FC København. Claudemir kan meget vel være fortid i FC København til sommer, og lige nu er han i gang med at sikre sig et godt eftermæle. 

Venstre midtbane: Alexander Kacaniklic, FC København
Den svenske offensivspiller har gjort det godt på et stærkt FC København-mandskab, som har vundet samtlige kampe i oktober. Kacaniklic kan blive en stor Superliga-profil, hvis han bliver endnu mere stabil.

Angriber: Morten ’Duncan’ Rasmussen, FC Midtjylland
Med et hattrick mod Hobro og en total på fire scoringer i oktober, er ’Duncan’ svær at komme uden om. Angriberen er ganske enkelt en profil på Superligaens førerhold, der er ubesejret i denne måned. 

Angriber: Teemu Pukki, Brøndby IF
Han burde måske have scoret mere end de tre gange, det er blevet til, men Teemu Pukki har været vigtig for Brøndby i denne måned, hvor han har stået for flere afgørende mål. Finnen bliver en nøglespiller i denne sæson.