Frederiksen ikke overrasket over nedrykningsfare
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Frederiksen ikke overrasket over nedrykningsfare

Det kommer ikke bag på Niels Frederiksen, at Esbjerg er havnet i nedrykningsfare.

Esbjerg er inde i en resultatmæssig skidt periode og kommer tættere og tættere på en plads på den forkerte side af nedrykningsstregen. Søndag led holdet endnu et nederlag, da FC København vandt 2-1 over vestjyderne.

Rent spillemæssigt havde Esbjerg dog stor ære af kampen, og det er også en af de ting, cheftræner Niels Frederiksen hæfter sig ved.

- Vi er rigtig ærgerlige, for vi synes, vi leverer en rigtig fin præstation og har fortjent at få noget med herfra. Men i sidste ende er det point, der tæller, og dem fik vi ikke nogle af. Vi har muligheder til at score til 2-0 og 2-1 senere i kampen, så det er rigtig ærgerligt, vi ikke får noget med. Vores præstation berrettiger til i hvert fald et point, siger Niels Frederiksen og tilføjer:

- Det er en rigtig irriterende følelse. Men jeg er stadig glad for, at vi præsterede godt. Det havde været værre at tabe, hvis vi også havde spillet en dårlig kamp.

Esbjerg er nu kun tre point foran FC Vestsjælland under stregen, og presset stiger på vestjyderne.

- Stregen kommer tættere på, det må vi jo erkende. Men jeg har jo hele tiden sagt, at vi er en del af det, så jeg er ikke overrasket. Vi har haft et stramt program, men vi skal til at have nogle point, og det tror jeg også, vi får. Før vi spillede den første turneringskamp, vidste jeg godt, at vi ikke nødvendigvis ville komme i top fire, og Superligaen er jo sådan indrettet, at hvis du ikke ligger i top tre eller top fire, så er du i nedrykningsfare. Sådan er det i en relativ tæt liga, siger Niels Frederiksen.