Video : Tipsbladet
Superliga

- Sisto har disciplinære problemer, men...

Pione Sisto deler vandende i Tyrkiet, og ifølge en tyrkisk journalist var skiftet til Alanyaspor da heller ikke det rigtige for den tidligere FC Midtjylland-spiller. Tipsbladet har talt med Caner İşbeğendiren.

"Tyrkiet er et paradis for fodboldspillere, der synger på sidste vers i karrieren"

Karrieren burde bare ikke synge på sidste vers, når man kun er 29 år gammel.

Alligevel valgte Pione Sisto tilbage i september sidste år at skifte til den tyrkiske Süper League, hvor Alanyaspor stod klar til at skrive under med den omdiskuterede dansker. 

Men selvom det alene i denne sæson er blevet til to mål for den tidligere FC Midtjylland-stjerne, var skiftet til Tyrkiet det forkerte valg for alle parter.

- Pione Sistos skifte var ikke det rigtige for Alanyaspor. Kapitalejede klubber i Tyrkiet tjener penge på de her transfers, hvor første-prioriteten ikke er effekten og kvaliteten af spilleren, men mere selve navnet og brandet, fortæller journalist på det tyrkiske medie Fanatik til Tipsbladet. 

Der var dog lange udsigter til overhovedet at få spilletid i Alanyaspor, da sæsonen skulle til at begynde. Men takket være et trænerskift står Pione Sisto nu noget bedre spillet i sin tyrkiske klub. 

- Træner Ömer Erdogan startede sæsonen i Alanyaspor, og hvis han havde fortsat som træner, ville Pione Sisto nok ikke have haft en chance for at spille i resten af sæsonen. Den nye træner (Fatih Tekke, red) har givet ham flere chancer.

Chancer for spilletid er der nemlig nok af for Pione Sisto under Tekkes ledelse, men det er bare sjældent særlig mange minutter ad gangen, det bliver til for den tidligere FC Midtjylland-profil.

 Pione Sisto er en talentfuld fodboldspiller, som har disciplinære problemer

Caner İşbeğendiren
Journalist

Artiklen fortsætter efter billedet ... 

Pione Sisto i aktion mod den tidligere Arsenal-midtbane, Lucas Torreira. Foto: Alamy

Og når han bliver bragt i spil, er det som regel på en ny position, end den han spillede i sidste kamp. Alene i denne sæson har Sisto optrådt på højrekanten, venstrekanten, offensiv midtbane og angriber. Det er dog ganske normalt, at man bliver kastet rundt forskellige steder på banen, lyder det fra Caner İşbeğendiren

- I Tyrkiet kan alle spillere spille på forskellige positioner. Ferdi Kadiouglu var fx. en spiller, der spillede som 10’er lige bag angriberen, men nu spiller han som venstre back for Fenerbahce.

En ting er dog sikkert, mener han. Pione Sisto er en gudsbenået fodboldspiller, men alligevel har han visse problemer, der kan koste ham dyrt i tilværelsen i Tyrkiet. 

- Pione Sisto er en talentfuld fodboldspiller, som har disciplinære problemer. Det eneste han kan gøre er at bidrage med mål og assists.

- Hvis man køber Messi til ethvert hold i den tyrkiske liga, og han ikke scorer i ti kampe, så vil fansene synes at han er en forfærdelig spiller.

I de seneste fem kampe i den tyrkiske Süper Lig er det da også blot blevet til 18 minutters spilletid for Pione Sisto, der ifølge İşbeğendiren da også - ligesom alle andre spillere - fortjener at få mere spilletid. 

Bare kig på Mario Balotelli, lyder det.

- Jeg synes, at alle spillere fortjener at få spilletid. Vi skal ikke dømme nogle spillere for deres fejl i fortiden. Mario Balotelli har heller ikke en fejlfri historik, men han gør det glimrende i Adana, og man kan se, at han har gode intentioner. 

Pione Sistos kontrakt med Alanyaspor løber frem til sommeren 2025.