Hobro-sportschef om angriberjagt: Vi har ikke noget på bedding
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Hobro-sportschef om angriberjagt: Vi har ikke noget på bedding

Hobros sportschef tror ikke på, at klubben får hentet en angriber. Nyasha Mushekwi er rejst til Sverige, og der er ikke andet på tapetet i øjeblikket, fortæller Jens Hammer Sørensen.

Nyasha Mushekwi har den seneste tid været forbi Hobro IK til prøvetræning, men den store angriber er rejst videre til svenske Djurgården uden kontrakt, og dermed har Superliga-klubben stadig ikke fået en angriber ind efter salget af Emil Berggreen til Eintracht Braunschweig.

Cheftræner Jonas Dal udtalte torsdag, at han stadig håbede på en angribertilføjelse til truppen, men nu slår sportschef Jens Hammer Sørensen fast, at det ikke ser ud til at blive tilfældet.

- Vi har ikke noget andet på bedding. Der skal falde noget helt vanvittigt ned fra himlen for, at der sker noget, men som jeg har sagt mange gange, er vi også meget tilfredse med vores nuværende spillertrup, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til Nordjyske.

Han fortæller desuden, at klubben gerne ville have Nyasha Mushekwi tilknyttet klubben, men kontakten med Djurgården kom i vejen for den aftale.

Dermed ser det ud til, at Hobro IK i foråret må benytte sig af Quincy Antipas som førstevalget til angriberpositionen. Han optrædte på positionen i forårspremieren, hvor Hobro led et 0-1-nederlag til SønderjyskE. Lørdag gælder det FC Nordsjælland på hjemmebane.