Jens Stryger drømmer om et østrigsk springbræt til større ting
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Jens Stryger drømmer om et østrigsk springbræt til større ting

Jens Stryger Larsen har ambitioner om både landshold og en større klub, men først skal han tilbage på holdet i Austria Wien.

Jens Stryger skiftede i sommer fra FC Nordsjælland til Austria Wien, og i Østrig har han fået en fornem start på tilværelsen som udlandsdansker. Han fik godt med spilletid i efteråret, og han glæder sig over at have taget skridtet fra Superligaen til østrigsk fodbold.

- Starten for mig personligt kunne ikke være bedre. Holdet løb godt nok ind i nogle nederlag, men jeg spillede fuld tid i de første 13-14 kampe. Jeg løb så ind nogle skader og fik lidt småskavanker. Det kom jeg tilbage fra, men løb så ind i nogle småting igen i slutningen af året, siger Jens Stryger Larsen til tipsbladet.dk.

Han føler sig fuldt ud spilleklar i øjeblikket, men har siddet på bænken i de to første kampe i foråret. Han har ikke fået en forklaring på, hvorfor han pludselig er røget af holdet, men Jens Stryger satser på snarest at være tilbage.

- Jeg træner fuldt med, og jeg håber snart at være tilbage på holdet. Jeg har leveret godt i træningskampene med tre mål i seks-syv kampe, så jeg er helt klar og håber snart at være tilbage, siger han videre.

Han er glad for beslutningen om at skifte fra dansk fodbold, hvor han tørnede ud for FC Nordsjælland og Brøndby IF, til den østrigske liga, hvor holdet har en topplacering i sigte. Holdet var for to sæsoner siden i Champions League, og i denne sæson har holdet fire point op til andenpladsen.

- Vi skal gerne op i top to, og det er bestemt også muligt for os. Vi har et stærkt og godt hold, så selvom vi er løbet ind i nogle dårlige resultater, så kan vi stadigvæk nå det. Niveauet er godt, og det har det også været de andre steder, jeg har været, men der hersker en anden kultur her i klubben. Det er meget lige på og hårdt ligesom tysk fodbold, og det har været fint. I Danmark går man måske lidt mere taktisk til værks, så det er en forskel, siger Jens Stryger Larsen.

Han har ambitioner om at bruge opholdet i Austria Wien som et springbræt til større udfordringer engang i fremtiden. Stryger håber både på en landsholdsplads på et tidspunkt, og så trækker større ligaer også i ham.

- Først og fremmest vil jeg gerne tilbage og spille fast fra start her i klubben, og det kan måske hjælpe lidt med at åbne øjnene op for et hold i en større liga. Jeg drømmer også om landsholdet. Det tror jeg, de fleste fodboldspillere gør, men jeg tror, at hvis jeg kan levere gode præstationer, så kan jeg blive en del af landsholdet, siger han videre.