Joshua John: Min rolle har ændret sig
Foto: Mads Nissen/Polfoto
Superliga

Joshua John: Min rolle har ændret sig

Joshua John har fået en ny rolle i FC Nordsjælland i takt med, at flere profiler har forladt klubben. Nu er hollænderen én, som de unge kan bruge som vejleder.

Joshua John har efterhånden udviklet sig til at være én af de spillere i FC Nordsjælland, der har fået flest kampe under bæltet - 21 mål i 63 kampe - og det har ændret den måde, som den hollandske kantspiller agerer på.

Han har i de seneste to transfervinduer set en del profiler forlade klubben, og det betyder, at nye skal slå til. Som en af de mere rutinerede spillere gælder det for Joshua John om at skabe gode betingelser for, at andre spillere kan udvikle sig.

- Min rolle har ændret sig. Efter at blandt andre 'AC' er taget væk, er der færre spillere med rutine, og de fleste i truppen er unge spillere. Jeg skal være en rollemodel. Vi har nogle vigtige kampe forude, og så er det vigtigt, at der er nogen, der træder frem. Der skal også tales i omklædningsrummet. Der gør jeg dog ikke så meget, men jeg prøver at gøre en forskel på banen og i pauserne, hvor der skal siges lidt. Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver sagt noget, så spillerne ved, hvad der bliver krævet, siger Joshua John til tipsbladet.dk.

Han ser frem til at komme tilbage på sporet efter blamagen i første forårsrunde mod Randers FC, og han udtrykker ønske om at slå mere igennem mod Hobro, der er modstanderen lørdag.

- Ud fra min mening bevægede folk sig ikke rigtigt, og vi gjorde ikke det, som vi havde trænet på. 0-3 siger det hele, og det var der ingen, som havde det godt med. Vi bliver nødt til at spille mere fysisk i den næste kamp, så må vi se, om det rækker. Vi skal tilbage på sporet med energi, og det bliver en fysisk kamp. Hobro gjorde det godt i starten af sæsonen, lyder det videre fra John.

John debuterede med et mål mod OB i august 2012.