Video : Tipsbladet
Superliga

Måltørke i Superligaen: Det skal nok komme

Det er 28 år siden, AGF senest har vundet en pokalfinale, og det vil Gift Links meget gerne have lavet om på i de kommende uger sammen med AGF's problemer med at score i åbent spil.

ÅRHUS (Tipsbladet): Den tidligere superstjerne Benni McCarthy var cheftræner, og Gift Links var stadig et par dage fra at forlade teenageårene, da han og holdkammeraterne nåede et af de absolutte højdepunkter i den unge sydafrikanske teknikers fodboldliv.

Modstanderen i pokalfinalen i Durban var SuperSport United, der havde vundet turneringen året før, men denne gang tog 19-årige Links og holdkammeraterne titlen på en af VM-arenaerne, hvor Spanien havde slået Tyskland i semifinalen otte år tidligere.

- Det ville være virkelig fedt at prøve at vinde en pokalturnering igen, det ville være min anden. Jeg vandt også med Cape Town City derhjemme, efter jeg var kommet hjem fra Egypten. Vi slog SuperSport United på Moses Madiba Stadium i Durban for fulde huse. Det var så utrolig fedt, det er noget helt enestående at spille en pokalfinale, husker Gift Links.

Fredag skal Gift Links og holdkammeraterne i Århus spille i Farum i første semifinale om adgangen til den danske pokalfinale.

Vinderen af de to opgør (returkampen spilles i Århus 11. april) vil sandsynligvis være favorit i finalen mod enten Silkeborg IF eller FC Fredericia, og med et godt stykke op til Top 3 i Superliga-tabellen er pokalen det bedste bud på et stort AGF-resultat i 2024.

AGF har ikke vundet pokalturneringen i 28 år, hvor et stærkt AGF med Martin Jørgensen og Stig tøfting slog Brøndby IF, så der er noget at jagte for Uwe Röslers mandskab.

- Det er vores anden tur i semifinalerne i min tid i AGF, og jeg vil meget nødig prøve at tabe i semifinalerne en gang til. Jeg er sikker på, alle fire hold enormt gerne vil vinde pokalen, og vi kommer til at gå benhårdt efter et resultat mod FC Nordsjælland velvidende, at tingene først afgøres herhjemme i Århus i returkampen.

- Vi skal virkelig gøre alt for at nå den finale og give alt, vi har i os.

Må snart komme
Mens Patrick Mortensen med rette peger på AGF's dødbolde som en oplagt mulighed for at bringe FC Nordsjælland i problemer fredag, slås AGF som bekendt voldsomt med at score i åbent spil, noget århusianerne ikke har gjort siden efteråret.

Da Tipsbladet er til AGF-træning, har Uwe Rösler og AGF-trænerne nok en gang fokus på gennembrudsspillet og opspillet i træningsøvelserne, og Gift Links er stadig fortrøstningsfuld omkring udsigterne til, at århusianerne igen kan score mål på andet end dødbolde.

- Det skal nok komme med de mål i åbent spil. Vi knokler hårdt på at få de scoringer, og det skal nok komme. Jeg synes også, vi fortjener noget kredit for vores evner og vores scoringer på dødbolde. Vi får virkelig mange modstandere i problemer på de dødbolde, og det er jo også noget, vi arbejder benhårdt på og træner igen og igen. Og så er jeg overbevist om, det nok også skal komme snart i åbent spil, bare vi bliver ved med at knokle for det, siger Gift Links.

Læs interviewet med Patrick Mortensen her og se også Tipsbladets store tema om økonomien i Superliga-klubberne her.