Ny FCK-profil: FCK er et step op fra Holland
Illustration
Superliga

Ny FCK-profil: FCK er et step op fra Holland

Steve De Ridder glæder sig over at være kommet til FC København, som var hans førsteprioritet i transfervinduet.

Den belgiske offensivspiller Steve De Ridder er en af flere nye ansigter i FC København denne sommer, og torsdag havde belgieren sin første træning med sin nye klub. 

De Ridder er kommet til klubben fra den hollandske midterklub FC Utrecht, og han glæder sig til at komme i gang i København. 

- Jeg er meget glad for at være her, og det betyder meget for mig, at klubben har vist interesse. Det er en ære at spille for FCK og være her i byen. Jeg har set en del af FCK's kampe, og jeg har hørt meget om klubben. De har gjort det godt i Europa og Champions League i de seneste år, så niveauet er højt, og jeg håber, at jeg kan tilpasse mig standarden så hurtigt som muligt, siger Steve De Ridder til tipsbladet.dk. 

Selvom De Ridder var en stor profil for Utrecht i sidste sæson - og kan blive det samme i Superligaen - forventer ikke at gå direkte ind i startopstillingen i FC København. 

- For det første skal jeg finde min plads på holdet og i omklædningsrummet. Jeg skal lære alle på holdet at kender og så må vi se, hvad der sker. Jeg vil ikke gøre krav på en stamplads med det samme eller sige, at jeg skal være en vigtig spiller fra dag 1. Det håber jeg, at jeg bliver, men vi må se, hvad der sker her i opstarten, siger han. 

Steve De Ridder kan varetage flere positioner på en fodboldbane, men har det bedst som angriber. Dermed byder han ind på den ledige plads i forreste geled, der er opstået efter salget af Igor Vetokele til engelske Charlton. 

- Min favoritposition er helt fremme, men jeg kan også spille bag ved en angriber i 4-4-2-opstilling. Vi må se, hvad træneren vælger. Man håber altid på succes, men når man kommer til en ny klub, har man brug for tid til at falde til i klubben og på holdet. Vi må se, hvordan det kommer til at gå, men jeg kan ikke spå om fremtiden, siger han. 

Den 27-årige belgiske spiller ser frem til at prøve kræfter med dansk fodbold, og selvom Superligaen er lavere rangeret end den hollandske Æresdivision, ser han skiftet til FC København som et skridt opad.

- Jeg har aldrig spillet i Danmark, så jeg kender ikke niveauet i ligaen. Jeg må bare opleve det selv og tilpasse mig. Men klubben er klart et step opad i min karriere. Jeg spillede for et midterhold i Holland, og nu spiller jeg for en topklub i Danmark. Det er selvfølgelig et skridt fremad, siger De Ridder, som havde FCK som førsteprioritet, så snart han hørte om klubbens interesse. 

- Jeg var begejstret med det samme, og jeg sagde til min agent, at jeg gerne ville hertil. Der var et par andre muligheder, men da FC København kom på banen og var konkrete, sagde jeg: 'go for it'. Det er en stor klub, og jeg har hele tiden været meget entusiastisk omkring at komme hertil, siger belgieren, der føler sig klar til at opleve presset i FCK, hvor kun én ting gælder: Mesterskabet. 

- Alle ved, at FC København skal vinde mesterskabet, så vi behøver ikke at gøre et stort nummer ud af det. Jeg ved, hvad fansene forlanger, og vi må bare gøre vores allerbedste for at opnå det, siger han.