Video : Tipsbladet
Superliga

OB holdt 78 sekunder: - Får nogle dumme mål

OB's Bashkim Kadrii er ikke tilfreds med den måde, fynboerne indkasserede scoringer i nederlaget til Vejle.

VEJLE (Tipsbladet): De havde talt om det på forhånd.

De havde analyseret egne fejl, egne styrker, egne muligheder, men efter en meget lovende start på et vanvittig vigtigt tidspunkt i et slutspil, hvor cheftræner Søren Krogh kalder præstationerne 'elendige', fejlede OB igen.

Max Fenger var stadig i fokus på tv efter sit fine føringsmål, da Vejles Musa Juwara fik en lang bold spillet flot videre, så han kunne udligne bag en chanceløs Viljar Myhra.

78 sekunder gik der fra Fengers mål til Juwaras udligning, og knapt en fjerdedel, hvis vi tæller fra, at Vejle genstarter spillet.

Hvis man vil have en definition af 'elendig udnyttelse af en tidlig føring i en ekstremt vigtig overlevelseskamp', var det lige til undervisningsmaterialet for håbefulde nedrykkere, og OB's Bashkim Kadrii er temmelig træt af den måde, OB nok en gang viste sig som et af de letteste hold i Superligaen at skabe scoringer mod.

- Jeg synes ikke, vi mister grebet. Vi leverer en ok, fin første halvleg. I anden halvleg bliver det lidt svært, der får vi ikke rigtig den kontrol, vi gør i første halvleg, siger Bashkim Kadrii.

- Og så får de nogle dumme mål. Vi forærer dem væk, som vi også havde set på video før kampen. Det var lidt irriterende, siger Bashkim Kadrii.

Der var 94 timer fra slutfløjtet, til OB igen skal spille en voldsomt vigtig kamp, denne gang mod Lyngby.

Den skal spilles i Odense, hvor OB's resultater er historisk ringe med et stort, rundt nul på sejrskontoen i denne Superliga-sæson, så der er flere ting, der skal vendes på hovedet, og det meget hurtigt.

- Vi skal se på Lyngby, vi skal ikke se fire kampe frem. Vi skal allerede spille på fredag, så der er ikke så mange dage til. Vi skal analysere kampen, og så skal vi stå så knivskarpt som muligt mod Lyngby, siger Bashkim Kadrii.

Lyngby er tre point foran OB men har en dårligere målscore, hvilket vil sende OB foran David Nielsens hold med en sejr.

Vejle skal til Viborg på søndag, hvilket bliver en betydelig udfordring med VFF i pole position til at blive syver og dermed møde medaljeslutspillets treer om en plads i Conference League-kvalifikationen.