Odd-direktør: Nu får I ikke flere, Brøndby
Illustration
Superliga

Odd-direktør: Nu får I ikke flere, Brøndby

Odd BK har i dette transfervindue solgt to spillere til Brøndby. - Nu får de sgu ikke flere, siger klubbens direktør til tipsbladet.dk.

Den norske klub Odd har været Brøndby et herligt bekendtskab i dette transfervindue. For et par uger siden hentede de blå-gule forsvarsspilleren Fredrik Semb Berge i den norske klub, og i dag kunne Superliga-klubben også løfte sløret for, at U/21-landsholdsspilleren Elbasan Rashani følger Semb Berge til den københavnske Vestegn på en fire-årig kontrakt.

Og hvad så nu? Kan man regne med, at Brøndby scorer hattrick i Odd-spillere og henter endnu en spiller i den norske klub?

- Nej, nu får de sgu ikke flere. Det har været hyggeligt, men nu stopper det, siger direktør Einar Håndlykken med et grin til tipsbladet.dk.

FC Nordsjælland blev tidligt på sommeren meldt interesserede i Elbasan Rashani, og Allan K. Pedersen talte også meget varmt om spilleren over for tipsbladet.dk. Men han endte altså i Brøndby, der først for ganske nylig intensiverede jagten på den norske offensivspiller.

- Det er rigtigt, FC Nordsjælland var inde i billedet, men Brøndby har også fulgt Elbasan samtidig med, at de kiggede på Semb Berge. Det er dog først i denne uge, at det for alvor begyndte at gå stærkt, men mit indtryk er, at Brøndby er helt med på, hvad for en spiller, de har købt, siger Einar Håndlykken og fastslår, at det efter hans mening er en rigtig dygtig spiller.

- Rashani er et enormt stort talent. Han er rigtig god på kanten, hvor han for det meste har spillet til venstre, men han kan også begå sig i højre side. Han er hurtig, driblestærk og slår nogle gode indlæg.

Det vides ikke, hvor meget Brøndby har betalt for Elbasan Rashani, men i Odd er man tilfredse med handlen.

- Vi er meget tilfredse med den økonomiske del. Vi ville helst have beholdt spilleren, men han ville gerne videre, og da Brøndby kom på banen med et godt bud, slog vi til, fortæller Einar Håndlykken.