Officielt: FCV henter græsk angriber
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Officielt: FCV henter græsk angriber

FC Vestsjælland lejer angriberen Apostolos Vellios i belgiske Lierse for resten af indeværende sæson.

Grækere er et sjældent syn i den danske Superliga, men mandag middag er der landet en i Slagelse - klar til at tørne ud for FC Vestsjælland. Den 23-årige angriber Apostolos Vellios skifter fra belgiske Lierse til FC Vestsjælland på en lejeaftale for resten af indeværende sæson.

- Lierse og Apostolos Vellios har i dag indgået en aftale med den danske Superliga-klub FC Vestsjælland om en lejeaftale. Den græske angriber skal resten af indeværende sæson tørne ud for nummer 11 i Superligaen, hvor der er premiere 20. februar, skriver den belgiske klub på sin hjemmeside.

Apostolos Vellios, der tidligere har tørnet ud for Everton i Premier League og har 24 kampe for Grækenlands U/21-landshold på CV'et, har kontrakt med Lierse frem til sommeren 2016, men man må formode, at FC Vestsjælland har sikret sog en købsoption på angriberen, som man oftest ser i forbindelse med lejeaftaler.